Mellem midnat og morgen

Facaden var ufattelig smuk. Indenfor var lyset stadig tændt, men der var ikke et eneste menneske at se. Stemningen var som hjemme hos sin egen bedstemor. I vinduerne var der vinrøde gardiner, og store planter som gjorde det svært at se ind. Men omme bagved den kæmpe bygning var stemningen en hel anden. Man kunne høre ejeren af restauranten LA Perla, skælde ud på sine opvaskere, uden overhovedet at nå ind i køkkenet. Han var en hidsig mand ham Lombardi. Man kunne også høre opvaskernes endeløse undskyldninger på hvordan opvaskemaskinen var gået i stykker, og så da de endelig havde fået den lavet, var de løbet tør for sæbe. Endeløse undskyldninger.Man kunne se det hele udefra. Vinduerne ude i køkkenet stod på klem og man kunne høre Lombardis skingrende stemme. Det var kold udenfor, og vinden bed i Andrés kinder. Hver nat gik han en tur, det var blevet rutine. Det var så dejligt opfriskende. Han gik længere nedad gaden og nåede tøjbutikkerne.Han havde nu aldrig forstået sig på mode. Den ene dag var det ”moderne” med huller i bukserne, og den anden dag ikke. Så er pink ”in” og har man ikke det er man en outsider. Det kunne alligevel ikke intressere ham mindre. Han var nu ligeglad hvordan tøjet så ud, bar det var dejligt at have på. Hvem ville tvinge sig selv til at klemme sig ned i noget som er 10 numre for lille bare fordi det er ”mode”? Henne om hjørnet var punktet hvor alle de unge samles i store grupper, og nærmest holde offentligt fest, for hold kæft hvor kunne de larme. Ved siden af tankstation var der en cykelhandler, og nogle af de unge havde nærmest gjort ”krav” på nogle at cykelskurene. Der var ikke mange udover de unge som kom der, hvilket også endte med at cykelhandleren måtte lukke. Der var altid en ubehagelig lugt af urin, øl og benzin i luften i dette område. Også André holdte sig langt væk derfra. Tænk hvis han engang blev slået ned af en stiv teenager? Det var sgu ikke til at spøge med. Tiden har ændret sig ualmindelig meget. Lige pludselig er et par lussinger ikke nok, nej. Nu skulle man til at rende rundt med en køkkenkniv i lommen. Også det undrede André. Hvor fanden havde de dem henne? Det er ikke sådan lige til at skjule en kniv? Dette spørgsmål ville han nok aldrig få svar på, og et eller andet sted var han også ligeglad.