I begyndelsen af 1700- tallet og mange år frem levede de danske bønder under kummerlige forhold. Grunden til det var hoveri, jordfællesskab, stavnsbånd og tiendeydelser. Det var store forhindringer for bondestandens muligheder for et forbedret landbrug og øget produktion.
Hoveri var en ydelse som blev udbetalt i arbejdsdage. De dage skulle en fæstebonde, en bonde som ikke ejede den jord som han dyrkede ting på, arbejde for sin greve eller hertug, som hans gård hørte ind under. De ydelser blev brugt som en del af betalingen for sin gård, hvis man var fæstebonde. Der var forskellige former for ydelser:
spanddage, var hvor fæstebonden skulle arbejde med sine heste og vogne.
pløjedage, var hvor bonden skulle pløje sin herres mark eller noget andet som krævede en plov.
gangdage, var hvor en enkelt person mødte op fra fæstebondens gård, og arbejde for sin herre.
Oprindeligt var det fastlagt, hvor meget en enkelt person skulle yde, men op gennem det 17. århundrede og det 18. århundrede blev ydelsen mere og mere vilkårligt fastsat og blev øget med ekstradage, så det efterhånden gik ud over arbejdet på fæstegårdene.
Jorden omkring en landsby, blev dyrket af f.eks. hele landsbyen. Så skulle man umiddelbart tro at så var det landsbyen der skulle bestemme hvad der skulle plantes. Det var det ikke. Greven eller hvem der nu ejede jorden som der blev plantet på kunne bestemme det. Så hvis han sagde at der kun skulle dyrkes rug på jorden blev der kun dyrket rug. Det kunne føre til at nogle af bønderne sultede ihjel om vinteren, fordi de ikke kun kunne leve af rug.
Det er gratis at oprette en konto