Her ligger jeg så ene og alene, forladt til fordel for det mere interessante og det eneste jeg kan høre er bølgerne der støder mod de store sten bag mig. Der er nu blevet midt om natten og det er gået op for mig at hun ikke vil komme tilbage. Vi har været uadskillige i otte år, men nu er det slut!
Det var en dejlig sommer dag, Kira og jeg var lige stået op, hun havde glædet sig i rigtig lang tid, i dag var det nemlig hendes 11 års fødselsdag, så derfor havde hun bestemt at vi skulle på stranden. Efter ca.2 timers kørsel var vi endelig fremme, dog havde det været 2 sjove timer, Kira havde sat mit hår og klemt mig ned i mit fineste strand outfit, så vi begge var klar. Det var heldigvis fantastisk vejr den dag, solen skinnede direkte ned og spejlede sig i det lækre lyseblå vand der stille slog bølger op på de store sten i kanten. Vi fik slået lejer med tæppe, parasol, luftmadras, strandstole og det hele. Alt maden havde vi med i et lille fix køleskab, og så skulle der ellers fejres fødselsdag.
Efter den lækre mad var blevet spist, ville Kira ud og bade. Heldigvis kunne jeg også godt tåle at komme i vandet, så hun tog sin fine nye luft madras, som hun havde fået i gave, lage mig op på og svømmede et stykke ud. Vi legede at jeg var ved at drukne og så skulle hun rede mig, denne leg var ret så underholdende så vi lagde slet ikke mærke til at strømmen ligeså stille førte os længere hen af stranden, vi kunne dog stadig se Kiras forældre inde på stranden, så det gjorde ikke så meget. Der var ikke så mange mennesker på stranden den dag trods det gode vejr, men det var nok fordi at de fleste arbejdede. Dog var der lige pludselig noget der fangede Kiras øjne ude i vandet, det var en dreng nok cirka ligeså gammel som Kira, han stod og legede med en bold, men hun havde jo aldrig interesserede sig for drenge, og altid haft den indstilling at de har drengelus, så hvorfor stirrede hun så sådan på ham?
Det er gratis at oprette en konto