Skumring

Hun sad ved skrivebordet med en smøg i den ene hånd, sit viskelæder i den anden. Det var ikke første gang hun havde visket det ud, som hun havde skrevet. Hun tog hånden op til hovedet, lukkede sine øjne og tænkte over, hvad det var, der skete. Hun huskede ikke det hele, men hun huskede nu meget derfra, selvom det var ved at være nogle år siden. Det var sidst i september, hvor hun var alene hjemme med sin gode veninde. De sad i hver deres sofa, med hver deres dyne og så en film, de havde lånt. På bordet stod der cola og en stor skål med bland selv slik. De skulle se en serie i fjernsynet, som de plejede at se hver fredag. Klokken var mange, og lige da filmen skulle til at starte ramte et rødt skær Camillas øjne. Hun vendte sig og så et glimt af den flotte solnedgang. Camilla prikkede til Malene og viste hende solnedgangen udenfor. De tog deres dyner omkring dem og gik ud på balkonen og så solnedgangen sammen. Da de stod derude og så solen langsomt bevægede sig ned over horisonten, hørte Camilla, at hendes forældre råbte af hinanden nede i køkkenet. Hun gik sukkende ned af trappen, med listende skridt og stod med øret mod døren, for at kunne lytte til, hvad der foregik ude i køkkenet. Det var ikke første gang de havde skændtes og råbt efter hinanden på den måde, men hun var sikker på, at det heller ikke var den sidste gang, hun hørte dem være uvenner. Selvom hun inderst inde altid havde håbet, at det snart var ovre, og at de kunne finde ud af det, som voksne mennesker, så lykkedes det nok alligevel ikke. Kort efter hørte hun en dør blive smækket hårdt i og en hulkende stemme i baggrunden. Hun satte sig på trappetrinet og en lille enkelt tåre trillede ned af kinderne. Hun mærkede en trøstende arm, der blev lagt om skulderne på hende og en stille stemme sige til hende, at det nok skulle gå. Det eneste Camilla ville var at komme væk fra den her familie, men man flygter jo ikke fra sine problemer. Camilla og Malene rejste sig op og gik hånd i hånd ud og kiggede efter om begge Camillas forældre stadig var hjemme og hvis, hvor de så var henne. Ude i køkkenet var der tomt, og bilen, som burde holde inde i carporten, kunne de ikke få øje på. De gik videre ovenpå og kiggede, mens de følte sig en smule forvirrede og overladt til dem selv. Da de gik oppe i gangen ovenpå, gav det pludselig et sæt i Camilla. Hun stoppede op og sagde: ”Jeg tror min far er kørt”. De spænede ned ad trappen, kastede sig over sko og jakker og løb ud af døren. Camilla løb over til carporten og kiggede en ekstra gang om bilen var hjemme, selvom hun godt vidste, at det var den ikke. Da hun kom over til carporten, kunne hun ane et blåt lys blinke et stykke længere nede af den lange gade, Camilla råber på Malene og de løb sammen ud til vejen. Malene fik med det samme øje på en bil, der lå på hovedet ude i vejkanten, hun prøvede at forklare Camilla, hvor bilen lå henne. Hvor Camilla satte sig efterfølgende på sine knæ og gjorde en opgivende bevægelse med sine arme, inden de landede i det våde græs. Millioner af tanker strømmede gennem hovedet på Camilla, og ikke en af dem gav mening for hende. Malene hev Camilla op, og spurgte hende om hun ikke syntes, at de skulle gå over for at se, hvad der var sket. De gik derhen og så Camillas far. Han stod og forklarede noget til en politimand om ulykken. Camilla tænkte ikke over hvad der var sket, men mere over, at hun stadig havde sin far og at han stod lige der foran hende. Da mor også dukkede op og gik hen til faderen og kyssede ham og så glad ud bagefter, kunne det hele ikke blive bedre. De stod alle fire samlet og så ambulancerne blive kørt væk, mens de kiggede på hinanden og faderen, han sagde: ”Vi skal i det mindste være glade for vi har hinanden”. Der var ved at blive mørkt og det var ikke rigtigt til at se noget mere, Camilla og Malene gik sammen ind og fandt sig til rette i sofaen med deres dyner. Forældrene sad inde i køkkenet og pludselig kaldte de på Camilla, hun rejste sig fra sofaen og gik ud i køkkenet. Hun satte sig ned på en stol, mens hendes mor sagde til hende, at de snart skulle flytte. Det første Camilla spurgte om, var hvor langt de skulle flytte væk, og om hun kom til at se Malene og alle sine andre veninder. Moderen sagde: ”Selvfølgelig tager vi hensyn til dine venner og din skole, så vi flytter bare i et hus og bliver boende her i byen. Det er for at få mere plads og for at far og jeg kan starte på en frisk sammen.” Det var sådan jeg huskede det hele og den sensommeraften kom til at betyde meget for mig fremover. Jeg lærte, at selvom det hele ser sort ud for en, så er der lys forude, selvom man ikke kan se det på stående fod.