Påskekrisen er den parlamentariske krise, der opstod i Danmark mellem 29. marts 1920 og 4. april 1920, da Kong Christian 10. imod Folketingets flertal afskedigede Ministeriet Zahle II i håb om at udløse et folketingsvalg, der kunne give flertal for at indlemme Flensborg i Danmark.
Baggrund: Spørgsmålet om Sønderjyllands fremtid
Efter Tysklands kapitulation i 1. verdenskrig blev Danmark af de allierede tilbudt at få Sønderjylland, der siden 1864 havde været tysk, tilbage. Den radikale regering ønskede ikke, at områder, hvor tyskere var i flertal, skulle indlemmes i Danmark, fordi det ville skabe en ustabil situation omkring den danske grænse i syd og dermed være farlig på længere sigt. Derfor blev det besluttet, at foranstalte folkeafstemninger i Sønderjylland om regionens fremtidige nationale tilhørsforhold. Den danske regering lovede at respektere afstemningens udfald og denne holdning blev støttet af alle Rigsdagens partier på et møde 23. oktober 1918. Siden gik den den socialdemokratisk-radikale regering med til, at de tusindvis af tyske bosættere, der siden 1864 var blevet bosat i Sønderjylland for at mindske det danske flertal, skulle have lov til at deltage i og påvirke folkeafstemningerne. I foråret 1920 stemte et overvældende flertal i Sønderjyllands nordlige del, 1. zone, for tilhørsforhold til Danmark, mens et næsten ligeså stort flertal i 2. zone i den sydlige del inklusive Flensborg stemte for fortsat tilhørsforhold til Tyskland. I 1920 var stemningen dog vendt i Venstre og Det Konservative Folkeparti, der nu krævede, at Flensborg skulle indlemmes i Danmark. De betragtede afstemningsresultatet som udtryk for en kombination af Zahle-regeringens manglende opbakning til danskerne i Flensborg og mange års tysk undertrykkelse af danskere i området. Derfor ønskede de, at 2. zone i første omgang skulle være en neutral, international zone under kontrol af allierede styrker for så senere igen at stemme om det nationale tilhørsforhold, i håb om at stemningen i mellemtiden ville være vendt til fordel for Danmark. Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet afviste denne model. De havde sammen et flertal på 72 af folketingets 140 pladser og flertal 71-69 for deres kurs i sønderjyllandsspørgsmålet. Et hurtigt valg ville derfor måske kunne rykke ved Folketingets flertal, da de fleste formodede, at befolkningen ville støtte op om kravet om at få Flensborg tilbage. Det var ekstra vigtigt at få et hurtigt valg, da partierne var ved at lægge sidste hånd på en ny valglov som udløber af den nye grundlov, der var vedtaget i 1915. Denne valglov ville styrke proportionaliteten i valgsystemet og dermed svække Venstre.
Det er gratis at oprette en konto