Englebørn, møgunger, legebørn, vidunderbørn, enebørn, landsbybørn. Man skulle ikke tro, de havde meget til fælles, de børn, og det har de sikkert heller ikke. Alligevel har de dog alle mindst én ting til fælles. De har alle gået i skole. Og de har sikkert alle både hadet og elsket det.
At gå i skole kan sammenlignes lidt med salatbaren på Jensens bøfhus. Den er lidt svær at forstå, og en lille forklaring skal der også til: HVER gang jeg besøger Jensens bøfhus, tænker jeg: ”Uhmm! Jeg skal have en masse salat fra det lækre salatbord! Og så et eller andet kød.” Salaten ser super lækker ud, og skålen bliver fyldt til randen. Det er dog hver gang også en kæmpe skuffelse. Salaten er slasket, tomaterne er overmodne og bløde, ærter og majs er stadig frosne. Salaten er bare øv. Det ender derfor med, at salaten forbliver næsten urørt i skålen, og jeg nyder en af Jensens store bøffer. For at man nu skal få fat i den rigtige pointe, er det vigtigt at huske en lille detalje. Med skolen er det omvendt! ”Jeg orker bare ikke skolen, timerne er så utrolig lange”. Det er, hvad man tænker, og når man kommer ind og sætter sig på sin plads efter det alt for korte frikvarter, er det også sådan, timerne ser ud til at blive. Men tag ikke fejl! Når man først kommer ordentligt i gang, ender timerne for det meste altid med at blive helt okay, for ikke at sige næsten spændende, og før vi får set os om, er timen gået. Det var ikke altid, vi ville indse det, men vi var nogle heldige bananer.
Det er gratis at oprette en konto