En kedelig søndag middag, ingenting at lave og ingenting at se i tv’et. Måske jeg skulle invitere nogen venner over? Men på en eller anden måde har jeg ikke lyst. Overvejer at lave lektier, men gider ikke, overvejer ikke at lave noget som helst, nej det er lidt for kedeligt. Jeg vover mig ud i den kolde efterårsvind, det er et overskyet vejr og der er intet liv at se. Mens jeg går ned ad grusstien kigger jeg op, skyerne ser lumske ud, mon ikke der snart kommer regn og torden? Og er der overhovedet nogen udenfor? Et skridt af gangen går jeg ned af grusstien, ser på træerne der ryster nogle enkelte blade af grenene, som vipper frem og tilbage og lander blødt på jorden.
Lidt længere henne af stien, ser jeg en familie samle kastanjer ved et livligt kastanjetræ, gad nok vide hvorfor en familie samler kastanjer i sådan et vejr? De må da fryse lidt, men på den anden side kan jeg godt forstå dem, kastanjer kan man lave meget med. Minderne popper frem. Jeg kommer til at tænke på min tid i børnehaven, hvor kastanjer frembragte en masse gode aktiviteter de kunne bruges både til at lave kastanjedyr, og hvis man puttede tændstikker i og garn rundt om fik man nogle fine edderkopper. Det var gode tider, desværre er det ovre nu. Det er ligesom noget som hører barndommen til. Måske jeg skulle gå over og spørge om jeg må hjælpe til? Ja det gør jeg, er sikker på de gerne vil have lidt hjælp i den her kulde. Jeg finder en kastanje, helt underligt at røre ved sådan en kastanje igen, den er helt glat og våd. Samler nogle stykker op og rækker min hånd lige så stille hen til den lille pige, hun kigger op på mig, jeg smiler lige så stille til hende. Hun rækker sin spand frem, de fine kastanjer dumper lige så stille ned i spanden en efter en. Samler nogle flere op, rækker dem til den lille pige, hun smiler helt kært til mig og siger lige så stille tak og smutter med sin familie hjem.
Det er gratis at oprette en konto