Under Kastanjen

Hun ser helt tavs ud i hovedet, som om noget skrækkeligt var sket. Han tænker om han ville kunne hjælpe hende hvis han nu gik hen og snakkede med hende. Selvom han godt vidste at hun ikke var en af de populæreste piger på skolen, og at alle synes hun var en idiot. Han så hun bare sad der med hendes bog og med hendes runde briller. Hendes hår var sat i en hestehale med en lille sløjfe øverst på hestehalen. Han syntes nu hun så sød ud med den fine sløjfe i håret. Han så nogle af sine klassekammerater stå over ved busstoppestedet, de ventede alle sammen på bussen. Han skulle også med bussen, men han kunne ikke gå fra hende. Hun sad jo bare der ensom og forladt uden nogen snakkede med hende. Det var bare som om de ikke kunne se hende, eller bare valgte at overse hende. Hans kammerater kaldte over fra stoppestedet. Det var bussen som kom kørende, men han valgte at blive ved pigen under kastanjetræet.

Han gik over til hende stille og roligt, hans hjerte begyndte at hamre. Han havde jo aldrig snakket med hende før og vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Han krydsede sandkassen, med det gule sand. Han kunne høre sandet knase under hans sko. Han lagde mærke til det store hul han havde i sin sko hvor alt sandet nu begyndte at sive ind igennem. Han syntes det var træls med al den sand i skoen, men han ville ikke stoppe op og hælde det ud da han mente det ville se dumt ud. Så han gik bare videre hen over sandkassen. Han kom forbi gyngerne, hvor nogle små børn gyngede i takt mens de råbte i munden på hinanden ” kæreste takt, addd ” da han nærmede sig Kastanje træet begyndte hun at dreje hovedet lidt og kiggede på ham. Han smilte lidt men han fik ikke noget smil tilbage. Han spurgte om han måtte sætte sig ved siden af hende. Hun kiggede på ham og nikkede lidt. Det var ikke sådan et helt venligt nik, mere sådan et ”ja, det er ikke mit træ”. Han satte sig ved siden af hende og kiggede op i det store kastanjetræ. Han så en lille bitte kastanje hvor kun den ene halvdel af skallen var faldet af. Det eneste man egentlig skulle vente på nu var at den lille kastanje ville falde ned på jorden. Han havde jo aldrig snakket med hende så det var lidt pinligt for ham, men han samlede kræfter og spurgte om der var noget galt. Hun tøvede lidt, og sukkede så. Hun sagde at det ikke var noget hun ville snakke med ham om da hun ikke rigtigt kendte ham. Han kunne godt forstå hende. Men hun sagde nu alligevel at hendes far døde for ikke ret lang tid siden. Han døde i en bilulykke, eller han døde faktisk på hospitalet kort tid efter ulykken. Han sagde ikke noget i et stykke tid. Han sagde lidt trist ”det er jeg altså ked af at høre”. Hun trak på skulderne og begyndte så småt at få tårer i øjnene. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre. Så han begyndte i stedet at tænke på hans far som var i krig nede i Irak. Han så at der kom en rød Fiat Punto kørende ude foran skolegården. Den stoppede lige pludselig op og dyttede. Det var hendes mor, hun rejste sig og sagde ”nu er min mor her, for at hente mig” også sagde hun ellers farvel. Da hun var kørt væk sammen med hendes mor så han at hun havde glemt sin bog. Men hun var jo kørt så han kunne jo ikke råbe og sige at hun havde glemt sin bog. Så han tænkte at han vel bare kunne aflevere den i morgen.