I teksten ”Af: Bøn og Begreb om en dansk Høiskole i Soer” fra 1840 udtrykker Grundtvig sine holdninger og ambitioner med hensyn til højskolebevægelsen, som han selv grundlagde. Højskolerne er ment som et modstykke til latinskolerne, som Grundtvig ikke bryder sig om – han mener, at skolerne skal være levende og ikke kun handle om det faglige. Skolerne skal gøre landets ungdom mere national-bevidste og knytte dem sammen på tværs af alder, erfaring og status. Dette kalder Grundtvig for ”levende Vexel-Virkning”; det er ikke kun eleverne, ungdommen, de uuddannede, der lærer – også lærerne, de ældre og uddannede, kan lære af ungdommens alternative synspunkter.
Derudover går Grundtvig også ind for ”indbyrdes undervisning”, hvor de dygtige elever tillærer sig menneskelige evner ved at hjælpe med undervisningen af andre elever – en samtidig pædagogisk idé, der stadig bruges på skoler i dag.
Disse begreber og idéers mål var at sikre udviklingen. På højskolerne skulle man først bestræbe sig på at forstå sig selv og hinanden, derefter meddele alt, der kunne være til gavn for fællesskabet. Sidste punkt er oplysning – eleverne skulle oplyses, så de kunne være med til at sikre landets fremtid ved at vælge de bedste kandidater til ”Folke-Raadet”.
I stedet for at slå inspiration og kreativitet ihjel med det skrevne ord, vil Grundtvig have, at folk bruger ”Munden”, åndens ”eneste levende Redskab” og dét, vi alle har til fælles. Ved hjælp af munden bliver tale til samtale. Dette er en nødvendighed for oplysningen, men om dette alene er nok, ved Grundtvig ikke – det vil tiden vise.
Det er gratis at oprette en konto