Ravnkel Frøjsgodes Saga: analyse af tekstens funktion

- analyse af Ravnkel Frøjsgodes Saga med fokus på tekstens funktion

Forskning tyder på, at de karakteristiske Islandske Sagaer er gennemkomponerede fiktioner, men hvordan kan det så være, at de er skrevet i et så udramatisk sprog, næsten fritaget for beskrivelser af hvilken som helst art? Er der et formål med teksterne? Med udgangspunkt i sproget, i (den i øvrigt meget læste) Ravnkel Frøjsgodes Saga, vil jeg nu undersøge om teksten i virkeligheden indeholder en slags skjult dagsorden.

Fortællestilen forsøger så godt som muligt at efterligne en mundtlig fortælling. Ordet saga kommer af at sige, og det er netop det teksten gør. Den skifter mellem nutid og datid, talesprog og tredjeperson, og der er stort set ingen detaljerede beskrivelser, hverken af personers udseende eller natur- og stedbeskrivelser. Der er heller ingen dramatik i sproget. Et godt eksempel på sagaens ikke-eksisterende beskrivelser er der, hvor Ravnkel slå Ejner ihjel: ”…sprang han af hesten og dræbte ham med sin økse.” I dag ville denne scene være beskrevet meget mere dramatisk, som i en actionfilm. Når man læser teksten, er denne udeblivelse af beskrivelser en af de ting, som man bliver ved at undres over. Kan det være fordi forfatteren ikke finder det interessant hvordan det lige gik for sig, da hovedsagen jo er, at han slår ham ihjel? Jeg finder denne forklaring plausibel ud fra den overbevisning at det jo generelt i hele sagaen er ganske ligegyldigt hvordan, der ser ud, hvad der lugter af, og hvordan de lige præcis slår hinanden ihjel med en økse. Det afgørende er, hvad de siger og gør, og resultaterne af det. Det er det der skaber figurerne i historien. Desuden vil personerne jo se ud på den måde som læseren finder det mest naturligt, i stedet for bare at få det dikteret fra fortælleren. En anden grund til at forfatteren vælger at undlade at beskrive netop denne scene, kan være for at forsøge at få Ravnkel til at virke mere sympatisk. Teksten handler jo mere eller mindre kun om hvordan den i starten blot stærke og dygtige Ravnkel bliver ydmyget, men alligevel formår at generobre sin plads og sin ære i løbet af bare seks år, bl.a. fordi han forkaster sin hedenske tro og bliver kristen. Derfor vil det jo være dumt af forfatteren at får Ravnkel til at fremstå som morderisk og barbarisk ved at forklare i detaljer hvordan han hugger hovedet af en anden mand med en økse.