Det var sensommernat, sidste gang han så hende. Hun var så yndig og smuk. Isabelle var den smukkeste pige på egnen, og hun var bedste venner med ham. Hun kunne dog ikke se, t han ønskede mere end at være venner. Hendes hår var så langt og blankt, og så let når vinden pustede til hendes lyse lokker. Hendes mund var så dejlig rød og perfekt. Kinderne var rosenrøde, og hænderne var små og spinkle. Hendes hud var som englehud, og alle hendes bevægelser var så bløde og elegante.
De legede sammen hver dag, klatrede i træer, udspionerede de voksne, og gemte sig for Isabelles far. Isabelle boede hjemme hos sin far, en stor, tyk mand med kraftigt overskæg. Jonas syntes, at hendes far virkede så kærlig, da han altid ville kramme og kysse hende. Derfor undrede ham, at Isabelle ikke kunne lide sin far. Hendes mor havde forladt Isabelle og hendes far, da Isabelle var 4 år. Isabelle ville også stikke af hjemme fra ligesom sin mor. Men hun turde ikke gøre det, hun skulle jo hjælpe til derhjemme, og hvad ville hendes far ikke lige sige til hende, hvis han opdagede det, og hun blev fanget. Men han, Jonas, var hendes bedste ven. Han hjalp hende, når hun ville flygte, og han trøstede hende, når hun ikke turde stikke af alligevel.
Det er gratis at oprette en konto