Blodtypebestemmelse: AB0- og Rhesus-systemet

At bestemme ens blodtype i AB0- og Rhesus-systemet. Derefter skal jeg sammenligne fordelingen af blodtyper fra klassen, med den forventede fordeling ud fra fordelingen i den danske befolkning.

Teori

Blodtyper inddeles efter typen af antigener på de røde blodlegemers overflade. Disse antigener, der kan bestå af proteiner og kulhydrater, er genetiske bestemte. Antigener kan give problemer ved blodtransfusion. Hvis røde blodlegemer føres fra en person til en anden, vil den, der modtager røde blodlegemer, normalt danne antistoffer mod blodlegemers antigener, hvis den pågældende person ikke selv har de samme antigener.

Antigener og antistoffer reagerer med hinanden. Hvis de røde blodlegemer blandes med antistoffer, der er rettet mod deres overfladegener sker der en agglutination. Sker der en transfusion af uforligeligt blod, agglutineres de røde blodlegemer i blodkarrene og nedbrydes. Det frigjorte hæmoglobin tilstopper nyrerne, der ikke kan fungere, og en livstruende situation opstår.

AB0-systemet

Blodtype= fænotype

Genotype

Antigen på røde blodlegemer

Antistof

Hyppighed i Danmark i %

A

IAIA eller IAi

Antigen A

Antistof B

44,2

B

IBIB eller IBi

Antigen B

Antistof B

10,3

AB

IAIB

Antigen A+B

Ingen antistoffer

3,9

0

ii

Ingen antigener

Antistof A+B

41,6

I dette system skelnes mellem fire forskellige fænotyper: A, B og 0. Disse fænotyper bliver styret at tre allele gener: IA, IB og i, der er lokaliseret på kromosom 9. ii er recessivt og kommer kun til udtryk hos den homozygote, som har fænotype 0. Både IA og IB dominere over i, og der bliver derfor ingen fænotypisk forskel på genotype IAIA og IAi, som begge har blodtype A. Tilsvarende gælder for blodtype B. I blodtype AB kommer IA- og IB-allelerne til udtryk i fænotyperne, det kalder man at generne er codominante. Imidlertid er der en række tilfælde, hvor genet udtrykkes i tre eller flere allelle gener, dette kaldes multiple alleler. Ved blodtransfusion er det doners blodlegemer og modtagerens serumantistoffer, der er afgørende for en eventuel agglutination.