Her går jeg så. Jeg har ingen anelse om hvor vejen fører hen, og jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at gå. Jeg føler mig tiltrukket af naturen og roen. Jeg har ingen tidsfornemmelse, ingen ting jeg skal nå, intet pres. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg har gået, jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Men en ting ved jeg, det er, at det er beroligende at gå på vejen. Den er ligeglad med udseende, lugt, tøj og væremåde. Den er ligeglad med din højde og vægt. Den accepterer dig for den du er.
Vejen er lang og lige. Den er hullet, men er dog lappet nogle steder, lidt ligesom mig. Vejen minder om mit liv og mine minder, som jeg tænker på hver gang livet er gået godt. Dog er vejen ikke blevet så godt lappet, så nogle gange går der hul på lapningen igen.
Jeg føler, jeg har noget tilfælles med vejen. Vi er ens, vi tænker ens, vi lever ens. Vores dage går bare lige ud. Nogle gange møder vi nogle snoninger, eller tidspunkter hvor vi har lyst til at dele os. Men hvorfor kan jeg egentlig have så meget tilfælles med en vej? En vej er jo bare en vej. Jeg går ligeud, og kommer sjældent til et kryds hvor vejen deler sig. Når jeg kommer til disse kryds, tænker jeg ikke over tingene, jeg går bare videre efter min intuition. Jeg følger mit instinkt. Mit instinkt! Ikke vejens, ikke nogen andens instinkt, kun mit eget. Jeg ved ikke hvad der er forude men alligevel følger jeg det, i min bedste tro om at der er noget nyt, noget bedre, for enden af vejen.
Det er gratis at oprette en konto