S: I slutningen af 1930'erne havde USA opnået en ledende position indenfor kernefysik. Først og fremmest fordi mange fremtrædende fysikere flygtede fra nazismen og fascismen i Europa og gik i eksil i USA.
Videnskabsmænd i Tyskland opdagede atomar fission (spaltning af atomkerner) i slutningen af 1938. Nyheden nåede til USA i januar 1939 via Niels Bohr, og de eksilerede videnskabsmænd Leo Szilard, Edward Teller og Eugene Wigner mente, at Tyskland ville kunne anvende kendskabet til processen til udviklingen af en atombombe. S: De overtalte derfor den mest fremtrædende eksil fysiker i USA, Albert Einstein, til at advare USA's præsident Franklin Roosevelt om denne fare. Det skete i et brev af 2. august 1939. Som konsekvens af advarslen beordrede Roosevelt forskningen indenfor atomfysik forstærket. Et lille forskningsprogram blev startet ved Naval Research Laboratory i Washington. Det undersøgte metoder til separation af uran isotoper - mhp. at skaffe egnet bombemateriale. Og på Columbia University byggede den italienske kernefysiker Enrico Fermi små simple atomreaktorer baseret på forskellige sammensætninger af grafit og uran. Endnu i sommeren 1941 var separationsprogrammet i Washington ikke nået særlig langt, da der nåede oplysninger fra England frem om beregninger foretaget af fysikerne Otto Frisch og Fritz Peierls. Beregningerne viste, at det kun krævede en begrænset mængde uran-235 for at skabe en eksplosion der svarede til flere tusinde tons trotyl. National Academy of Sciences foreslog derfor en samlet indsats for øjeblikkeligt at bygge atomvåben. USA var endnu ikke med i krigen - hverken i Asien eller i Europa - men havde allerede mobiliseret sine videnskabelige ressourcer til krigen. De blev koordineret fra National Defense Research Committee, og under denne blev der i efteråret 1941 nedsat en specialkomite, S-1, der skulle lede atomvåbenprogrammet. 7. december 1941 angreb Japan og USA var dermed officielt med i krigen.
Det er gratis at oprette en konto