Skumring: en fortolkning af 'Et Juleeventyr'

Det var en mørk sensommeraften. Roxanne, moren til børnene, var gået hen og blevet syg. Sådan havde det været i lang tid, men den dag var værre end nogensinde. Lægen havde været der, men kunne ikke sige, hvad der var galt, han kunne kun sige, at Roxanne var dødelig syg og havde været det i lang tid nu, så der var ikke noget nogen kunne gøre. Lægen sagde også, at hvis hun ikke kom på hospitalet den dag, ville hun med sikkerhed dø. Det var noget, der smertede familien meget, specielt fordi de ikke havde penge nok til at sende hende på hospitalet. Farens arbejdsgiver, hr. Klausen, ville heller ikke give ham flere penge, i bytte for at han tog mere overarbejde.

Chefen, der boede ved siden af Roxanne, blev derfor hjemsøgt af flere genfærd. I alt fik han besøg af tre ånder. En der viste ham, hvad der skete præcis den dag, en der gik tilbage til hans barndom og en der viste, hvad der ville ske i fremtiden.

Den første ånd kom og viste ham nutiden. Han så, hvordan faren og børnene sad og sørgede ved Roxannes seng. Hvordan de overhovedet ingen glæde havde i deres ansigt. Han stod og tænkte tilbage på sin egen barndom , og pludselig stod han der, midt i familiens gamle stue. Han så, hvordan hans egen mor lå i sengen dødeligt syg af tuberkulose. Det var lige før hendes død. Faren kom hjem mere fuld end, hvad han plejede at være, og startede straks med at tæve den stakkels dreng. Drengen var selvfølgelig ham selv som 13 årig. Nu kom det øjeblik, hvor moren døde. Han kan huske, hvordan han græd i flere dage, bare ved tanken om at være alene med hans far. Hans far havde aldrig gjort noget for at hjælpe ham. Han kunne huske hadet og glæden for bare at kunne flytte hjemmefra. Men tænkte også over det var hans far, der havde gjort han til den han var. Han stolede ikke på nogen, det var nok derfor han aldrig var blevet gift, men det var også for sent nu. Han stod og tænkte på, hvad der skulle blive af hans fine slægt. Men knapt havde han tænkt den færdig før, han lige pludselig stod i fremtiden. Han så Roxannes familie. Roxanne var død fordi han ikke fik den behandling, hun skulle have. Han så faren, hans bedste medarbejder, ligge i sengen som gammel mand. Han var ikke syg, bare gammel. Hans børn stod og passede på ham. Pigen med en hel børneflok, og knægten en ligeså stor flok. Knægtens kone var død af samme årsag som sin mor. Pigen havde dog stadig sin mand, men han var en af søens folk, der aldrig var hjemme de begge boede stadig sammen med deres far. De havde ikke råd til at købe deres eget. Og da faren alligevel var gammel og havde brug for pleje, var det en god ide. Han kom til at tænke på, om det måske havde været anderledes, hvis blot han havde givet pengene uden at stille spørgsmål. Endelig kom han tilbage til den rette tid. Roxanne var ikke død, så der var stadig en chance for, at hun kunne overleve. Han skyndte sig hen for at banke på hos Roxannes familie. Det var manden, Daniel, der åbnede døren, med tårer i øjnene. Hr. Klausen gav Daniel pengene uden et ord, indtil Daniel spurgte, hvorfor han skulle havde de penge. Hr. Klausen forklarede, at det var til at betale for Roxannes ophold på hospitalet og for at betale den behandling hun skulle have. Derefter sagde han navnet på det hospital, som kun de rige brugte. Hr. Klausen sagde, at Daniel bare skulle sige, hvad han hed, og så ville der være en plads til Roxanne. Daniel var selvfølgelig glad for pengene, men spurgte alligevel, hvorfor han ikke skulle arbejde for dem. Der kom intet svar. Hr. Klausen skyndte sig bare at løbe, over til, hvor han boede. Efter den episode valgte han at flytte væk. Stedet mindede ham for meget om hans forhold til faren og om, hvordan moren døde. Roxanne overlevede og blev gammel sammen med sin mand. Chefen hørte man aldrig noget til, men en gang om måneden sendte han dog penge til familien