Det mandlige brud

Dagen startede som de andre dage i lejeren, solen stod højt og de kampklare soldater vrimlede over alt. Klokken blev hurtig 08:00 og vi skulle ud på vores patrulje og være klar. Men i dag havde jeg det mærkeligt, jeg følte mig troede på livet, men af hvad ved jeg ikke. Mine tanker fungerer ikke ordentlig mere, jeg har oplevet for meget hernede, alle sagde det også til mig enden jeg tog af sted ”Michael, du skal ikke tage til Afghanistan. Tænk på dine børn”. Jeg tænkte mig ikke om..

Jeg sagde ikke meget i dag, jeg sad bare i patruljebilen og kiggede ud på de store sletter. Det var stille udenfor i forhold til hvad der plejer at være på denne her tid, alting var så mærkeligt. Jeg følte en trang til at råbe, gi et kæmpe brøl fra mig så mine følelser kunne komme ud og trække vejret. Solen stod meget klart og der duftede varmt udenfor, vi var nogle biler der var af sted på patrulje, 3 styks for at være præcis.

Klokken blev 15:00 og min frygt var ved at aftage, da dagen ikke havde vist de store udformninger, Men jeg følte det stadig for stille omkring mig. Pludselig stopper patruljebilen op foran os, to mand lå midt ude på vejen den ene et par meter bag den anden. Vi gik ud af bilen og hen til de to mænd på vejen, den ene af dem så mærkelig ud, og havde sin hånd bag på ryggen. Min ven Lars satte sig på hug og spurgte om han var okay, Lars og jeg har været venner i mange år, og har oplevet rigtig mange ting sammen. Men manden fra vejen vender maven mod Lars og trækker en pistol op bag ryggen og skyder ham, Lars dør på stedet.. vores deling spreder sig og lægger kamp klar, der kommer skud imod os og flere andre kollegaer falder til jorden. Vi var 9 mænd af sted og ind til videre kunne jeg se 7 i jorden, det gik rigtig stærkt. Det var kun Kristian og jeg der var tilbage. Kristian er vores bos når vi er på ture, han er 47 år og har været soldat næsten hele livet. Pludselig blev Kristian ramt i skulderen og lagde sig hårdt op af en jordhøj med et brøl, jeg gik længere frem og skød videre. Men pludselig var der ikke flere tilbage på fjendens side, jeg så længere frem og der kunne man se at fjenden var bekæmpet. Da jeg så det faldt jeg ned på knæ og brud ud i tåre, at se så mange mennesker skudt sønder og sammen var ikke rart, selvom de var ”onde”. nu så jeg noget besynderligt, der var en fod der rørte på sig, det var en såret, det var en mand der var blevet ramt i benet. Han fortalte at han hed Arkmeht, og han bedte mig om nåde og ville indgå en aftale med mig der gik ud på, at hvis jeg hjalp ham med hans ben og kunne følge ham hjem, ville han gøre noget for mig en anden gang. Jeg kunne se på ham at han ikke var et ondt menneske, men det ville alligevel være et brud på den mandlige stolthed at hjælpe sådan en mand. men jeg lod mig hjælpe ham, han fortalte at han havde kone og børn der hjemme, og at han var blevet tvunget ud i krig. Vi gav hinanden hånden på aftalen og jeg forlod ham ikke langt fra hvor han boede.