Engang var det vores sang, nu hører vi den aldrig mere.
Her sidder vi, ham og mig. Jeg kigger den anden vej, jeg kan ikke se på ham. Jeg kan ikke se mig selv med ham længere, det er blevet så akavet mellem os. En skyldfølelse breder sig rundt i kroppen på mig og den er umulig, at komme af med. Umulig.
Vi snakker aldrig sammen mere. vi har ingen smil at dele med hinanden. Jeg svor mig selv ikke at græde, men det er svært at holde de våde og triste tårer væk. Jeg kan se i hans blik, at han tænker så meget. Hvad tænker han på?
Vi delte engang alle vores tanker og spekulationer med hinanden, nu kan vi knap nok se hinanden i øjnene og smile, hvor blev kærligheden af? Den kærlighed, der blev ved med at blomstre for hver dag der gik, den begyndte at visne. Og nu ser den ud til at være væk. Den forsvandt, som vejret udenfor skiftede fra solskin til regn.
Jeg var ikke ærlig. Jeg løj. Tilliden bristede og jeg kan ikke skjule det længere. Jeg er flov. Flov over det jeg har gjort.
Da vi endelig førte en samtale var jeg ikke nærværende, jeg var i tanker hos en anden. I tanker hos meget andet. Jeg hørte ikke efter, jeg holdte mere øje med hvordan vinen i mit glas forsvandt ligeså langsomt. Til sidst var det tomt, den sidste dråbe røg ned. ”Jeg elsker dig”, sagde han med et luftigt mellemrum mellem ordene. Jeg kiggede stadig den anden vej, jeg kunne mærke den varme våde tåre trille ned af min kind, jeg tørrede den ikke væk. Alt kunne være lige meget. Jeg var skyld i det her. Skyld i at han sidder der og prøver at komme i kontakt med mig, og jeg er så svag. Så svag at jeg ikke kan se ham i øjnene og sige de ord jeg så gerne vil sige. Men det er alt for svært.
Det er gratis at oprette en konto