Digteren og maleren Holger Drachmann skrev i 1871 digtet ’Engelske Socialister’, hvor hans syn på arbejdernes dårlige vilkår ikke pakkes ind. Ved hjælp af skarpsindige kontraster beskriver Drachmann arbejderklassens oprørskamp. Gennem digtet får man også et indblik i den samtidige stigende sympati for socialismen som politisk ideologi.
Set oppefra virker alt stille roligt i London, mens Themsens mudrede vande bruser gennem byen. Men dagen går på held og natten vinder frem. Sammen med den kommer døden eller drømmen. Tågen lægger sig over byen og noget er under opsejling.
Rundt om gløderne fra et kulbål sidder en lumpen forsamling arbejdere med knudrede arme og sod på skjorterne. De er blevet færdige med at læsse købmandens skib og har ved samme lejlighed fralistet nogle varer. Mens øllet går på runde, rejser en mand sig og holder en brandtale for arbejderne. De finere lag samt præsteskabet må stå for skud i talen, som får bifald fra de tilstedeværende. Oprørstalen fortsætter på den lokale knejpe, der dog straks ryddes af politiet.
Alt imens gør en sky blot byen endnu mørkere, mens fabrikkernes ild kaster et brandskær over byen.
Netop den del af digtet, hvor den modige arbejder holder sin tale, er interessant, idet man nærmest hører Drachmann tale gennem direkte til læseren gennem en engelsk havnearbejder. Man fornemmer med det samme, at stemningen er trykket med ordene ”…der er noget på færde, man vil ud af kniben, man har noget på hjerte, vil nogen på livet; men skønt armen dirrer, og pulsen banker, mangler man ord for de mange tanker ,der er galskab nok, men system er der ikke...” Den revolutionære stemning er altså til stede i forsamlingen, men man mangler en leder.
Det er gratis at oprette en konto