Et kunstigt liv

Mit navn er Sarah og jeg er lige fyldt 15 år. jeg har altid synes at mennesket tager robotterne for meget ind i vores liv, men stadig er det dejligt nok hvis man ikke gider rydde op at man så bare kan få en robot til det. Jeg kan huske at jeg sidder og ser fjernsyn hvor de pludselig viser den nye robot de har

opfundet, en tro kopi af mennesket selv. forskerne sagde at ”robotterne skal ikke længere blot

være legetøj eller en hjælpende hånd i industrien og hjemmet. De skal også være menneskets bedste ven i fremtiden, vores legekammerat og vores plejepersonale. Jeg fik en chok, troede ikke at det passede så jeg spurgte min mor Ang. Hun sagde at mennesket ikke holder op med at opfinde ting før den dag det går galt. Jeg kunne ikke få det ind i hovedet at vi pludselig også skulle til at spørger folk om de var et menneske eller en robot. Min mor beroligede mig og sagde at jeg nok skulle vende mig til det ligesom jeg havde vænnet mig til alt det andet robot ting. Folk begyndte at få kopieret en tro kopi af dem selv eller måske en afdød person. Dem som ikke kunne få børn valgte at få lavet en robot barn.