Vi var på vej til hospitalet, dette var øjeblikket vi, og især Tjick havde ventet på. Det var første gang, jeg rigtig havde set den glæde i Tjick, som der var nu, siden han var kommet hjem. Det havde ikke været et problem for Tjick, at havde et ben indtil nu. Jeg havde læst alt om det at få et nyt ben på nettet, men der var også en lille uvished, for det kostede over 20.000 kr. at få et nyt ben. Det var mange penge, som vi ikke havde, sagen var, at Tjick havde mistet benet i krig, derfor kunne staten betale. Hvis jeg skal være helt ærlig, troede jeg ikke selv meget på denne ide.
Det var nu 15 år siden, at Tjick kom hjem fra krigen, han havde været af sted et halvt år, jeg stod i lufthavnen, og hilste ham velkommen. Jeg så straks, at der var noget helt forandret ved ham, ikke kun på grund af at det ene ben manglede, men i hans øjne manglede den gnist af livsglæde, der havde været så kendetegnede ved ham. Den måde han havde omfavnet verden på var væk. Han var nok bare træt, men hvis jeg skal være helt ærlig, vidste jeg der var noget mere galt; noget helt galt.
Det er gratis at oprette en konto