Året er 2035 og der her været robotter i verden i et godt stykke tid. De bliver bla. brugt som butlere for de rige og nogle af dem hjælper også på forskellige arbejdspladser. Torsdag d. 3-11-2035 kommer Professor Opal på en god idé. Han vil finde et stof som gør, at robotterne får følelser, og i år 2045 lykkedes det. Han har fundet stoffet ”Lynoman-desylamid”, som gør, at robotter kan føle det samme som mennesker. Han reklamerede med det over alt, hvor han siger: ”Robotterne skal ikke længere blot være et legetøj eller en hjælpende hånd i industrien. De skal også være menneskets bedsteven i fremtiden, vores legekammerat og vores plejepersonale”. Professor Opal vidste ikke, at det ville gå galt.
Robert Hansen havde en robot, som var hans butler. Han havde hørt rygtet om, at man kunne få følelser ind i ens robot. Han ringede straks til Professor Opal og bestilte en tid. Der var 2 års ventetid, så eftertragtede var fænomenet. Men Robert fik en tid os ham, og han ventede spændt.2 år efter var der allerede mange i byen som havde fået stoffet ind i deres robot. Og Robert var ellevild af spænding, da han gik ind i den store bygning, hvor det hele skulle laves. Han blev budt velkommen af en rigtig sej robot. Den lignede lidt et menneske, bare med metalhud. Robotten gav ham hånden, fik øjnkontakt og nikkede venligt. Roberts robot var slet ikke så avanceret, men den gjorde hvad den blev bedt om. Der var et vente værelse i bygningen, så Robert satte sig ned. Efter 10 – 15 minutter blev hans navn råbt op. Hans hjerte bankede. Han var så spændt på, at få følelser ind i den nuværende arbejdsmaskine. 2 timer efter hård programering, kom Robert ud af døren med et smil på læben. Robotten og ham gik arm i arm ud af hovededøren. De snakkede og snakkede.
Det er gratis at oprette en konto