Analyse af Jens Smærup Sørensens 'Brev (3)'

Det, der gør mennesket til menneske, er, at det er i stand til at tænke over tilværelsen – meningen med tilværelsen – men dermed opstår også problemet. Hvis mennesket mister denne evne til at tænke over tilværelsen, mister det også sin eksistens som menneske og bliver fremmedgjort overfor sig selv. Dette kan skyldes en frygt for at være selvstændig og vælger så den populære løsning på tilværelsen, og kommer ind i en rolle uden tid til at vægte sig selv højt og da opdage meningen med tilværelsen.

Af [NAVN A], 3.d

Jens Smærup Sørensens ”Brev (3)”:

Fortælleren, en gammel kone, henholdsvis bedste- og oldemor til modtagerne, barnebarnet Flemming og hans kone, Helle, samt deres børn Amalie og Jacob, hun har traditionen tro modtaget en julehilsen fra hendes nære familie, som hun i brevet takker og giver sit svar på. De er formentlig hendes eneste tilbageværende familie eftersom hun må have en høj alder og dermed har udlevet de fleste, hvilket afspejles af, at hun har et oldebarn i teenage-alderen og samtidig ikke nævner anden familie i brevet. Derudover kan man også se på sproget og stilen i brevet, at hun er fra en anden tid. F.eks. er de personlige og possessive pronominer skrevet med stort forbogstav. Hun er meget påpasselig omkring hendes råd og bekymringer. Hun vil nødig misforstås og skabe splid, men hun kan alligevel ikke lade helt være med at fundere over deres liv og helbred. Hende selv, gammel som hun er, prøver at fremstå sund og rask og fjerne al tvivl omkring hendes tilstand, men efterlader dog et indtryk af visse svagheder, fysiske samt psykiske. For det første vælger hun at skrive et brev til trods for den teknologiske tidsalder præget af e-mails og telefoni, som omgiver hende. Selv, understreger hun i samme afsnit, at hendes helbred aldrig har været bedre, men samtidig påpeger, at hun har en tendens til at ryste på hænderne, hvilket er til besvær for bare at skrive brevet og kan umuliggøre læsningen af visse ord for modtagerne. Man kunne fristes til at tro, at hendes stemme alene, ville kunne udtrykke svaghed og sygdom, og forkorte samtalen, jf. ”…Der er så meget vi aldrig når at få talt om, når jeg ser Jer, og heller ikke sidste gang, mange tak igen for den dejlige middag!”. Hvilket så kunne lægge til grund for beslutningen om at skrive et brev.