Hos Anders Eriksen, landsbyens snedker, ham der i mange år havde et par sære støvler. De var hverken pløkket eller syet sammen, men lavet af gummi, de var så lange, at de nåede en mand til hoften. Det var guldgraverstøvler.
Snedker Anders brugte dem ikke, og når hans drenge en gang imellem vadede en tur med dem i dammen, turde de ikke have dem på mere end få minutter af gangen(lægen i byen havde erklæret, at fødderne ikke kan ”ånde” i den slags støvler). De lugtede nu også godt nok af gift eller medicin, og når vandet pressede de slappe skafter sammen om benene, kunne man jo tydeligt fornemme, at benene begyndte at visne.
Man havde stor respekt for de støvler. Folk, der kom ind i snedker Anders’ værksted og så dem hænge på væggen, sendte en vag tanke ud i den vilde verden, sådan ud i de og de fjerne regioner, hvor man graver guld op og hvor ordentlige folk holder sig fra. Og så kunne de i gudfrygtig nysgerrighed spørge til Lavst Eriksen (snedker Anders’ far), hvor han nu var henne, om sønnen havde hørt fra ham, og om han ikke snart skulle arve ham, men det eneste arv han havde fra sin gamle fra var de gamle støvler og til de andre spørgsmål kunne han ikke svare andet end ”det ved jeg ikke”.
Det er gratis at oprette en konto