Så kunne snedker Anders sige at det dog var længe siden han fik brev fra ham, men han nok befandt sig i en guldgrotte, og måske endog var død. Så kiggede folkene på støvlerne endnu engang og nikkede forstående.
Anders havde opgivet håbet om at se sin fader igen, for det var godt tre år siden han havde skrevet, og han havde skrevet at han ville besøge ham snart, så det var nok slut, havde han besluttet at tro. Men sådan havde man ikke tænkt deroppe bag skyerne, for en sen aften i efteråret bankede det på den gamle, knirkende trædør, og Anders sad i sin grønne lænestol, med en bog, som han sjældent fik tid til at læse, med alle de ting han skulle fikse for byens folk.
Han gik ud og åbnede, og selvom det var længe siden han havde set sin fader, kunne han sagtens kende ham, for der stod Lavst, byens myte.
Han åbnede munden, men måtte lukke den igen, for han vidst ikke hvad han skulle sige, det var jo så længe siden. Men Lavst gik tættere på og omfavnede ham. Gud, hvor var han kold, tænkte Anders, en var simpelthen så overdådig lykkelig for at se ham. Han kaldte på sin kone Grete. Hun kunne knaps kende den gamle mand, men da hun opfattede hvem det var, måtte hun også omfavne de to mænd. Nu kom Erik og Ole også frem, for at se hvad alt det postyr var. De forstod intet, indtil Anders løsrev sig, og smilede til drengene. Dette er min fader, i kan nok ikke huske ham, for det er nogen tid siden vi så ham her omkring, sagde han og kiggede lidt bebrejdende på Lavst.
Det er gratis at oprette en konto