Jeg husker stadig den dag, hvor jeg så de sygeste, flotteste og mest spændende tricks på motorcykel, som udviklede sig til en ubehagelig tragedie. Jeg har ar fra den dag i mit liv som aldrig vil hele. Det var ved at blive aften, jeg skulle til at gå i gang med aftensmaden. Jeg tændte for mit gaskomfur, tog en pande og lidt olie. Så begyndte jeg at stege min fisk, da jeg hørte nogen råbe ude fra gangen af. Jeg gik ud for at se, hvor alt det larm kom fra, da jeg nu også kunne hører motor larm. Da jeg kom ud på gangen kom en mand hen til mig og sagde, at jeg skulle skynde mig, for der var nogle skører men gode motorcykelkørere ude på den faldefærdige skatebane. Jeg fik at vide mens vi gik sammen ud for at se, at de lavede de mest utrolige og halsbrækkene tricks på deres motorcykler. Da jeg kom ud på balkonen var der knap nok plads til mig. Der var nok omkring 25 mennesker på balkonen, men jeg maste mig frem til rækværket, så jeg kunne se hvad der forgik. Jeg kunne se disse fem motorcykelkørere ude på banen, men ikke at de lavede noget specielt. Jeg var ved at miste lysten og tænkte på om jeg skulle gå ind igen, da jeg hørte en af dem tændte hans motorcykel. Lidt efter var alle fem motorcykler tændt og kørerne stod og vinkede til os oppe på balkonen, så satte en af dem ellers speederen i bund og fløj derudaf. Nu fik jeg lige pludselig lysten tilbage og fulgte vågent øje med ham der kørte rundt. Der var mange forskellige hop og spiraler på den gamle bane som de hade tænkt sig at gøre brug af. Manden som kørte rundt satte kursen mod det første hop med godt fart på, og da han var i luften lavede han en eller anden form for trick. Det så rigtig flot ud, og man troede at han ville styrte for han hang bare der i luften med en hånd fat om motorcyklen, men lige enden han rørte jorden kom han på den igen. Alle klappede og piftede af ham og han stoppede og tog sin hjelm og smilede op til os, mens han bukkede til os. Nu begyndte alle de andre kørere at køre ud på banen. Der var en sort kørere som tog et meget stejlt hop der pegede hen mod os, på balkonen. Han kom næsten helt op til os, man kunne næsten rører ham da han bare var der i luften lige ud for os. Han landede pænt på jorden og kørte videre. På banen var der en form for loop, og man kunne se at en af kørerne gjorde sig klar til at kører hen til det. Han kørte nok med 150 km/t. hen mod loopet. Han kørte ind i det og inde han næste var kommet ind, kom han ud på den anden side. Men pludselige steg der en form for sort røg ud fra han motorcykel, og derefter kom der nogle mindre brag. Manden kørte jo med meget høj fart og derfor styrtede han. Alle folk på balkonen gispede, en af os på balkonen råbte ” ring efter en ambulance ”. Alle de andre kørere skyndte sig så hurtigt de kunne over ham der var styrtet. Manden der lå på jorden var fuld af blod, men kunne ikke se hans ansigt for alt blodet. 5 minutter efter kom ambulancen, med høj udrykning. Lægerne der sad i ambulancen fik den forblødte mand op på en båre, og ind i ambulancen. De andre kørere stod bare og kiggede da ambulancen kørte væk. Kørerne pakkede deres ting sammen og trak deres motorcykler med. Alle os der stod på balkonen, var bare mundlamme, og stirrede bare chokeret på hinanden. Lidt efter begyndte alle at gå ind til deres lejlighed, da der var en der råbte noget. Der kom en skrigende kvinde ud på balkonen med sit lille barn på armen. Barnet og kvinden var helt gennem svedt, og havde noget sort noget på sig. Det var sod. Hun sagde at der var brand derinde, og at vi ikke kunne komme forbi ilden, som allerede havde arbejdet sig ud til gangen, så at gøre brug af elevatoren og trappen var nyttesløst. Der var nogle kvinder der begyndte at skrige efter hjælp. Der var uheldigvis heller ikke nogen der havde en mobil på sig. Der var nogle der forslog at kravle ned fra balkonen og glide ned at nedløbsrøret, men der var så langt ned til jorden, så hvis man faldt, var der ikke stor chance for at man overlevede. En kvinde brød sammen i gråd og lagde sag på sine knæ, hendes mand der stod ved siden af prøvede at trøste hende, men hun lå bare der og græd og sagde, at vi alle skulle dø. Jeg stod bare og tænkte på, hvordan vi kunne komme ned med livet i behold. Man kunne så småt begynde at fornemme ilden og alt røget ned for enden af gangen. Man kunne hører skrig inde fra de indebrændte lejligheder. Mit hjerte dunkede som bare fanden, mens sveden begyndte at løbe ned af mig. Jeg kunne mærke at jeg var tæt på at give op. Men jeg fik en idé. Der var nemlig 4 andre balkoner nedenunder vores, så hvis vi bare kunne kravle fra vores og ned på den der var nedenunder, og fortsætte med det ville vi kunne komme ned. Jeg fortalte min idé til alle de andre, da en mand afbrudte mig og sagde at ham og hans kone umuligt kunne gøre det. Manden og hans kone havde begge problemer med hofter og ryg, så de ville slippe deres greb på vej ned af bare smerte. Jeg mistede næsten håbet, da en anden mand sagde, at vi ikke havde andre udveje, og at han hellere ville dø i forsøget end at brænde ihjel. Folk var ikke glade for det, men begyndte alligevel at kravle ned. En kvinde svang sit ben udover rækværket og om på den anden side. Hun kiggede ned og bukkede sig lige så stille sammen da hun gled og mistede grebet. Hun skreg på vejen ned, men lidt efter blev der stille. Der lå hun, spredte arme og ben, med en pøl af blod omkring sig. 2 kvinder begyndte at skrige, og lagde sig ned. De havde givet op, men lige pludselig rejste den ene sig, og løb ind mod ilden. De der var tilbage stod bare og kiggede, mens man kunne hører de ørehængerne skrig. På det tidspunkt var der kun 7 mennesker tilbage, inklusiv mig selv. Jeg råbte at vi skulle skynde os nu, for ilden var kun få meter fra os. Og hvis vi ikke skyndte os ville bygningen styrte sammen. Nu stod jeg alene på balkonen med ilden lige i røven bogstaveligt talt. Jeg hoppede nærmeste udover rækværket med en hånd fast om det. Jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne, og hoppede ned på den næste balkon. Jeg skvattede med min ene fod og forstuvede den. Jeg kunne knap rejse mig op og tænkte, at nu var løbet kørt, men så kunne jeg hører udrykning. Jeg samlede alt den energi jeg havde tilbage og prøvede desperat at rejse mig for at se om jeg nu var reddet. Det første jeg spottede var nogle blå og røde blink, På det tidspunkt bad jeg til gud og sagde tak. Jeg sad med mit hoved over rækværket, og råbte på hjælp. Der kom en brandmand på en stige op til mig, og sagde at nu var jeg i sikkerhed, lige idet nanosekund han færdiggjorde sin sætning braste det hele sammen. Der fløj et sug igennem hele min krop, og jeg begyndte at se mit liv passere foran mig, da jeg mærkede at jeg styrtede til jorden, men heldigvis nåede brandmanden at tage min hånd og fik mig hjulpet op i stigen. Jeg lå bare og stirrede ud i luften på vej ned til jorden. Jeg kom ud af stigen, og fik et tæppe på. Jeg sad på kofangeren af en ambulance og tog sug i en iltmaske for at kunne få vejret. Der kom en politimand hen til mig og udspurgte mig om alt hvad der var forgået, hvad nr. lejlighed jeg boede i, og hvad jeg hed. Jeg forklarede ham hele historien og at jeg hed Tobias og boede i nr. 5. jeg sagde også til ham, at der var 2 kvinde der døde. Jeg spurgte ham, hvad der havde antændt branden. Og jeg fik af vide, at det var en brandene motorcykel der var braset ind af døren og havde antændt en barnevogn. Der kom en masse mennesker hen til mig og sagde tak. De sagde, at jeg havde reddet deres liv. Jeg er stadig ikke kommet over den dag, og jeg har stadig brandmærker på mine ben og arme fra den dag.
Det er gratis at oprette en konto