Balkonen

Nanna og Joe sad og skændtes ved middagsbordet. ”Hvad er det du har haft gang i mand?” Råbte Nanna, da hun gik hen for at hente noget salt, og fik øje på nogle tomme flasker i skraldeposen. Hun tog én op og bankede den ned mod bordet. Joe kiggede ned på hans tallerkenen og prøvede at se uskyldig ud. ”Jeg ville jo bare..” ”Ja hvad var det egentlig du ville? Det er jo ikke første gang det her!” Afbrød Nanna. Joe turde ikke se hende i øjnene. Han vidste godt at han ikke ligefrem havde gjort det hele bedre.

Jeg tog diskret min tallerken med mig, satte den på køkkenbordet, skyndte mig op ad trapperne og ind på mit værelse. Jeg havde ikke rigtig lyst til at høre på mine plejeforældre skændes, hvilket de ellers var ret gode til. Det var altid den samme med at Joe havde brugt sin ugeløn på at købe alkohol, da der knap nok var penge nok til at få mad på bordet. Det var ikke mere end to år siden han var hold op med at drikke, efter sit misbrug. Det var før min søster og jeg kom hertil, men han var så småt ved at begynde igen. Det var sjældent at plejemor Nanna fandt ud af det. Når hun ikke var hjemme, kom han altid stangstiv hjem og truede min søster med at smide os ud, hvis vi fortalte noget om at det var sket. Jeg lå altid og sov med døren på klem, så jeg kunne høre alt hvad der foregik ude på gangen. En gang hørte jeg min søster blive tævet fordi hun havde sagt at hun ville stikke af hvis han blev ved med at drikke. Da hun vågnede med blå mærker over hele kroppen, ville hun ikke fortælle os andre hvad det var der var sket. Hun ville ikke have mig til at blive bange for ham, men hun lovede mig, at en dag, skulle alting blive godt.