Det var en tidlig morgen og regnen øsede ned. Jeg vågner ved et brag, og kan ikke sove igen. Klokken er 4:00 om natten, jeg går ud i køkkenet og finder noget drikke i køleskabet. Når jeg ser på billedet som er klisteret på skabslågen, hvor mig og hele min familie står på vores balkon i Spanien. Tænker jeg tilbage på den tid, hvor jeg mistede min lille bror. Det hele startede med at mig og hele min familie, skulle til Spanien på ferie. Da vi ankom til Spanien fandt vi hurtigt ud af, at landet var kendt fra sine vilde, folkelige fester som de færreste lande kan konkurrere med. Vi besluttede så os for se San Fermin festen, som finder sted hvert år i starten af juli. Hver morgen kl. 8 på alle festugens otte dage slippes seks tyre løs i gaderne. Så frygtløse mænd og kvinder kan teste deres mod, ved at løbe foran tyrene over en strækning på 850 m til byens tyrefægterarena. Vi havde bestilt hotelværelse på øverste etage, så vi kunne se tyrene løbe gennem gaderne. Men i så fald mistede jeg min lille bror, han var en dreng som elskede at hovere og ville skabe alt den opmærksomhed han kunne få. Hans navn var Jonathan, og han noget at blive 15 år gammel, mens jeg som er storebroren er 16 år og hedder Kristoffer. Han døde fordi han skulle spille smart over for mig. Det startede med at mig og min familie stop oppe på vores balkon, for at se tyre løbet. Lige pludselig så jeg at han kom løbende med 2 af sine nye venner og en hel flok tyre efter sig. Jeg syntes selv af det er en meget dum ide at befinde sig på gaderne, når der var tyre løb. Men Jonathan elskede jo at få opmærksomhed, så han var i gang med at få folk til at glo på ham. De 3 drenge, så meget usikre ud, men de prøvede at smile så meget som de kunne. De vidste alle 3 godt at det kunne gå grusomt galt, hvis de blev indhentet af tyrene. Jeg sagde til min mor at jeg havde set Jonathan løbe rundt nede i gaderne, min familie skyndte sig hen på balkonen for at se ham. I det samme blev de 3 drenge indhentede af en meget stor tyr. Tyren gik helt amok, den angreb Jonathan og hans venner, hans venner nåede væk men, Jonathan nåede det desværre ikke at flygte. Tyren hamrede lige ind i ham, så hårdt at han faldt om på stedet. Jeg begyndte at græde, for jeg blev simpelthen så bange. Den store tyr var ikke færdig med Jonathan, den gik hen til ham og løftede ham op på sine horn. Der kom nogle mennesker hen for at hjælpe ham, men de kunne ikke pga. af at tyren var alt for aggressiv. Tyren svingede Jonathan fra side til side. Jeg ville ned og hjælpe ham, men min familie ville ikke lade mig løbe nogle vegne. De var meget bange for om der skulle ske mig noget. I det samme kom der en mand løbende ud af hotellet, med en stor riffel. Manden satte sig på hug, og sigtede på tyren. Min familie råbte og skreg at han skulle skynde sig. Manden med riffelen, affyret 6 skud lige efter hinanden. Tyren lagde sig allerede på det anden skud, men manden ville være sikker på at den var død. Han råbte noget på spansk til min mor, min mor løb ind i stuen og ringede. Der gik ikke længe før ambulancen holdte nede på gaden, Jonathan blev bragt ind i vognen. Min far var taget med i ambulancen, ind på det lokale hospital. Hvor det viste sig at Jonathans situation var akut. Han røg ind på en stue med det samme, mens vi andre ventede uden foran. Jonathan havde taget imod for mange slag fra tyren, så han havde fået mange åbne brud og brækket flere af sine knogler. Lægerne gjorde alt hvad de kunne for at hjælpe ham, men lige meget hvad de gjorde hjalp det ham ikke. Jeg var helt oppe og køre begrund af jeg ikke gad miste ham nu, min mor bedte mig om at hisse mig lidt ned. Da jeg kom til ro, knækkede jeg sammen. Hele min familie sad og græd, det var så hårdt for os alle sammen. Jeg kunne ikke klare tanken, og at han bare lå inde i hospital sengen med alt for mange smerter Jeg fik lov til at gå ind til ham, det var et frygteligt syn. Jonathan lå helt smadret, med slanger ud af munden og næsen. Jeg fik lov til at overnatte inde ved ham, lægerne kom hver halve time. Jeg fik ikke meget søvn det var svært at sove, når der kom en læge ind hele tiden. Jeg blev ved Jonathan i nogle dage, han blev dårligere og dårligere for hver dag der gik. En dag kom der 3 læger ind til mig, lukkede døren efter sig. Der gik nogle få sekunders stilhed. Den ene af lægerne snakkede til mig, men jeg forstod ikke hvad han sagde. Den anden satte sig på hug foran mig, ligesom da ham manden med riffelen skulle til at skyde tyren. Lægen sagde at mine forældre ikke have lyst til at se det ske, men de havde bedt lægerne slukke fra respiratoren. De sagde at Jonathan ikke kunne trække vejret effektivt nok. Jeg begyndte at græde, kunne ikke forstille mig et liv uden min lille bror. Jeg sagde til lægerne, at de ikke skulle gøre det. Jeg råbte og skreg af dem, den ene bedte mig slappe af. Jeg fik en telefon i hånden, og ringede mine forælder op. De sagde at det var det bedste der kunne ske for ham, de gad ikke have en søn som skulle ligger og lider på et hospital. En af lægerne tog fat i mig, og satte sig ud på gangen med mig. Jeg kunne ikke snakke med ham, jeg sad bare og græd. 5 minutter efter kom de 2 læger ud af lokalet og låste døren efter sig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op, så jeg satte mig bare foran døren og græd. Efter et stykke tid kom 2 lægerne med en båre og et hvidt tæppe. De låste op ind til Jonathan, jeg havde lyst at gå med ind. Jeg kunne ikke få mig selv til det, lægerne gik ind og lagde ham på båren og lagde et hvidt tæppet over ham. Det eneste jeg kunne gøre nu var at tage hjem til familien og sørge over mit største tab nogensinde.
Det er gratis at oprette en konto