Jeg vågnede kl. 06:30 jeg havde ikke lukket et øje hele natten for i dag var den store dag jeg blev 18 år gammel jeg stod op og tog mit tøj på det lugtede af en blanding af sved og alkohol for jeg havde været i byen hele dagen i går men var tidligt hjemme jeg gik ud på toilettet hvor og tissede mit tis var tungt og lugtede forfærdeligt jeg vaskede mine hænder og gik ud i køkkenet for at tage noget at spise og åbnede lågen til brødet der lå et halvt stykke franskbrød som ville brække midt over bare man rørte ved det jeg åbnede køle skabet og der var ingenting mig og min familie boede i et stort hus sammen med 9 andre familier vi levede tæt og fungerede nærmest som en stor familie der var bare det problem at der ikke var nogen af os der havde særlig mange penge så vi levede et ”hårdt” liv jeg spurgte Yvonne om hun ikke havde 2 euro så jeg lige kunne løbe ned og købe et rundstykke hun svarede ”jo værsgo min skat” Yvonne var altid så sød og rar men man kunne fornemme på hende at hun var lidt trist i dag jeg løb ned til kiosken og købte et rundstykke med syltetøj jeg stillede mig over til et bord og spiste da jeg så over på fjernsynet hvor nyhedsværten sagde ” krigen i Afghanistan er for alvor brudt ud Taliban har skudt og bombet den amerikanske, franske, danske og den spanske så alle de mandlige spanioler der er mellem 18 og 24 bliver kontaktet og sendt til den spanske militær base i morgen kl. 16:00 hvor de vil blive oplært inden de om en uge vil blive sendt til Afghanistan jeg skyndte mig at løbe hjem men gaden føltes pludselig så lang jeg var lige ved at græde det havde altid været mit største mareridt at blive sendt i krig tænk sig nu hvis jeg får skudt hovedet af eller bare mister en arm eller et ben jeg tør slet ikke at tænke på det endelig stod jeg foran min dør jeg løb op af trapperne og hele min familie sad med tårer i øjnene vi fik snakket om det og vi blev enige om at jeg skulle bare passe rigtig godt på mig selv og kæmpe for mit land mine forældre havde købt nogle store saftige røde bøffer som vi skulle have de smagte helt fantastisk klokken blev mange men der var ingen der havde lyst ti at gå i seng vi sad bare alle sammen og hyggede omkring pejsen det kunne jo være at det var sidste gang vi så hinanden næste morgen vågnede jeg klokken 13:00 vi var først gået i seng langt ud på natten men jeg stod op og gjorde som jeg plejede alle de andre var stået op og vi gik alle sammen ned til smykke manden sammen og de lagde alle sammen alle deres penge sammen og købte den fineste halskæde til mig som et minde om dem i al den tid jeg skulle være væk, klokken blev 15:59 og vi gik alle sammen ud på balkonen og så de spanske soldater komme marcherende hen af gaden og gå ind i husene og hente alle de nye unge soldater 1 efter 1 og det var snart min tur vi var vidst alle sammen lidt overvældet men vi havde aftalt ikke at græde vi stod på balkonen i et stykke tid da vi kunne se at det var min tur næste gang min gode ven Santos der boede i huset ved siden af skulle også af sted vi kunne se han blev taget ud af huset og jeg krammede alle sammen og nu var det min tur jeg kiggede op på balkonen da jeg gik og de stod alle sammen og vinkede det var et forfærdelig øjeblik vi kørte med rigtig militær biler ud til basen jeg sad i samme bil som Santos og under vejs fik vi af vide i højtalerne at hvis der var nogle man kendte kunne man søge om at komme til at bo sammen og det gjorde vi vi ankom til basen og fik tøj og gear udleveret vi fik noget mad og et skema som vi skulle følge mig og santos skulle oplæres som snigskytte og bombemand de 4 første dage skulle vi lære og skyde med sniper det var rigtig spændende og samtidig meget svært så kom de 3 næste dage hvor vi skulle lære at deaktivere en bombe jeg havde 1 dags teori og 2 dages prøve det gik næsten alt sammen rigtig godt bortset fra en c4 bombe den var rigtig svær med alle de ens farvede ledninger nu var dagen kommet hvor jeg skulle af sted vi kom til lufthavnen og alle kiggede og vinkede men vi syntes nu at det var knapt så spændene jeg sov stort set hele turen derned da vi kommer derned bliver vi puttet ind i skudsikre biler og kørt til den spanske base ved navn Misusua og vi pakker vores ting ud og allerede næste dag skal vi i slagmarken men først skal vi skrive et afskeds brev til vores nærmeste jeg kysser min halskæde og triller en enkel tåre mens jeg skriver brevet nu går det løs vi bliver kørt i store pansrede tanks vi bliver sat af cirka 1 time efter og så går vi nok 5-6 km inde i en skov før vi får vores første rigtig grimme oplevelse der ligger en Afghansk soldat der er blevet skudt i hovedet for nylig for blodet løber stadig ned over øjne, næse og mund på ham så nu er vi rigtig på vagt og begynder at føle os pressede, men nu skal vi bare huske hvad vi har øvet vi går 2-3 km mere da vi kommer til en lille landsby lavet af ler vi finder indgangen og undersøger området vi finder bombe materiale og en masse våben men vi er for lidt folk til at kunne tage det hele med så vi går hele vejen tilbage til den store tank som holder og venter det er ved at blive mørkt så vi kan ikke nå mere i dag vi beslutter at tage tilbage til lejren og informere lederen om området han sender sin bedste bombemand der ud om natten men han kommer aldrig tilbage han er blevet kidnappet af Taliban mig og Santos bliver aktionsleder for den næste mission vi tager ud til landsbyen igen sammen med 30 andre soldater og jeg er leder der ligger et kæmpe pres på mine skuldre men jeg kæmper for min familie lige da vi når frem til den lille landsby er der meget stille men da vi træder ind i landsbyen åbnes der ild og Taliban har vidst vi kom vi skyder og mig og Santos ligger os klar med sniper lidt baggrunden hvis der skulle komme et uventet angreb da en af de andre soldater råber ” skynd jer at komme der ligger en bombe!” jeg løber alt hvad jeg kan derhen og så sker mit værste mareridt lige foran mig ligger den hadede c4 bombe jeg tænker den ordner Santos og han er godt i gang da vi bliver beskudt de rammer Santos i låret og han er ikke i stand til at fortsætte jeg bliver nød til at prøve og klipper den ene ledning over puha der skete ikke noget jeg klipper en mere men denne gang gik det galt den tæller ned fra 20 jeg løber ud og råber ”væk det springer i luften” jeg kan høre lyden tik, tik, tik, tik og så kommer jeg i tanke om Santos ” fuck!” råber jeg og stormer hen mod bomben tager Santos op i armene og løber da det hele springer i luften det hele vælter ned over mig men heldigvis er der en stor sten der blokerer for mit ansigt og bryst ikke bliver rat men mine ben kom slet til skade der skete ikke mere med Santos de andre tilbage i lejren har i mellem tid ringet til mine forældre og sagt at jeg var død for det troede folk jo jeg var jeg lå under de ler klumper i 3 dage før de endelig fik gravet mig fri de var helt i chok da de så jeg stadig levede jeg blev kørt på det afghanske sygehus og lå der i 2 uger da en læge kommer hen til mig og siger ”i har vundet krigen i vandt mange tak for hjælpen” jeg bliver så glad at jeg kysser og krammer ham og siger ” det er mig der siger tak for hjælpen” jeg blev kørt tilbage til basen i kører stol mit ene ben er blevet apporteret af de andre står og venter på mig da jeg kommer tilbage også Santos som desværre også har fået apporteret det ene ben vi bliver fløjen tilbage til Spanien og bliver kørt med limousine til vores hjem der er kæmpe parade hele vejen op igennem byen og da vi når til vores hus kan jeg se hele familien stå og græde oppe på balkonen de skynder sig at løbe ned til mig og giver mig kys og kram det er en herlig fornemmelse og være tilbage i live dog uden et ben men bare jeg har min familie, vi fik en kæmpe er statning på 20-25 milioner kroner af staten så vi kunne leve resten af livet med masser af mad i køleskabet og den dag i dag er der en kæmpe statue af mig og santos midt i byen hver år bliver der holdt minde cermoni på balkonen og kæmpe parade gennem byen
Det er gratis at oprette en konto