Novellen 'På balkonen'

Jeg vågnede, ved at solen brød frem og skinnede igennem mine tynde gardiner. Jeg smed benene ud over sengen, og tog de få skridt hen til mit skab. Her hev jeg den øverste kjole ud, og hev den ned over hovedet. Jeg overvejede at lade være med at gå ud i køkkenet til mor, for jeg ved, hun vil være på nakken af mig igen; hvornår får du skrevet din ansøgning, den skal sendes senest i morgen! Men hvordan skal jeg kunne skrive en ansøgning, når jeg ikke ved, hvad jeg vil? Jeg ved ikke, om jeg vil på handelsskole, gymnasium eller noget helt andet. Jeg ved bare, at jeg ikke vil det samme som alle andre, jeg vil noget specielt. Men det forstår mor ikke, hun bliver ved og ved med at sige, jeg skal komme i gang, og at jeg lige meget hvad skal have den uddannelse, og jo det forstår jeg da godt, men hvorfor ligge sig fast på noget allerede nu, jeg er kun 16 år gammel. Alligevel går jeg ud i køkkenet, og som jeg forudså, går mor i gang med sin prædiken om, at jeg skal til at i gang med den ansøgning. Jeg vender den kolde skulder til og svarer bare ”ja ja”, til det hun siger. Jeg tager imod den franskbrøds mad, hun giver mig, og går igen ind på værelset. Jeg går hen til vinduet, hvor solen skinner kraftigt ind. Det er en flot morgen; midt i juli og allerede omkring de 20 grader. Himmelen er blå og skyfri. Jeg bor sammen med min mor og min søster i et gammelt 4 etagers hus, vores lejlighed ligger på 3 etage, og det allerbedste ved den, er den balkon, der er på hele østsiden. Jeg sidder næsten her ude hver morgen, og denne morgen er ikke en undtagelse. Jeg tager papirerne med ansøgningen og en kuglepind med der ud i dag. Jeg må vel hellere komme i gang. Jeg sidder lidt og tænker over hvad jeg skal skrive, men jeg ved det ikke. For hvordan skriver man en positiv ansøgning, når man slet ikke vil det man søger om at skulle? Jeg sad lidt og lyttede til fuglene, da jeg pludselig hører lyden af en gammelvogn. Den kommer tættere og tættere på. Lidt efter kan jeg se 3 vogne komme trillende. På siderne står der ”Cirkus”, og lidt efter lyder det også fra en megafon, at der er cirkus i byen, og at de stopper her på pladsen foran vores hus. Pludselig er der fyldt på vores balkon, alle vores naboer står her, for det er helt sikkert, her der er bedst udsigt til cirkusset. Det er ikke et almindeligt cirkus, for de har ingen telt, bare vogne som nogle heste trækker, et gadecirkus kan man vel kalde dem. Jeg masser mig frem, det er min balkon, så derfor skal jeg altså også stå forrest. Der er ikke nogen konferencier, men artisterne afløser bare hinanden. Det første er en linedanser, de spænder et tyndt stykke reb ud imellem 2 af deres vogne, og lidt efter træder den smukkeste dame, jeg nogensinde har set op på vognens tag. Hun er høj og meget tynd. Hendes helt lyse hår er sat op i en knold på hovedet, og hendes øjne skinner kraftigt blå. Hun har den sødeste lyserøde kjole på, der slutter lige før knæerne og i hånden har hun en lyserød paraply. Alle gyser, da hun tager det første skridt ud på snoren, men hun lader sig ikke mærke af det, går bare videre. På ingen tid har hun lige så elegant nået den anden vogn. Jeg tror, det er det, og begynder at forstille mig, hvem den næste artist er; men nej, linedanseren bevæger sig igen ud på linen. Da hun når midten af linen, stopper hun, og begynder at lave nogle små hop. Hver gang hun letter fra linen, gyser alle folk, men hver eneste gang lander hun lige så elegant og med balancen i behold. Jeg kigger på hende, og ser hvordan hendes øjne lyser, og hvordan hendes mund bevæger sig opad, hver gang hun lander perfekt. Det lyser ud af hende, at hun elsker, det hun laver. Jeg kommer til at tænke på mig selv, det er jo også den følelse, jeg vil have, lige meget hvad jeg skal. Jeg vil have følelsen af at jeg lander perfekt, hver gang jeg gør noget, og at jeg herefter har lov til at smile, fordi jeg har gjort det godt. Jeg tænker tilbage på den gang hvor Sille og jeg var mindre. Når vi legede linedansere inde i stuen på et bræt. Selvom det lå på jorden, gav det alligevel en fantastisk følelse, når man kunne gå på den uden at røre jorden. Vi følte os som rigtige linedansere, og mor klappede os på hovedet og sagde, vi var dygtige. Jeg ser op på linedanseren igen, nu har hun fået et sjippetorv og begynder at sjippe der oppe på linen. Jeg gyser ved at tanken. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på den følelse, det må give at kunne gøre det, at føle det hele bare lykkes for en. Linedanseren går tilbage til vognen, hun startede på, og bukker. Folk bryder ud i store klapsalver, nogle pifter også. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det bliver svært for den næste artist at leve op til det, som linedanseren lige gjorde. Jeg er spændt, hvad mon den næste kan?