Skumring

Tidspunktet lige efter solnedgangen. Lige efter solen havde kastet sine sidste, varme stråler ud over byen. Lige efter solens forsvinden bag horisonten. Det var der tusmørket kom frem. Amalie sad ude på terrassen og kiggede fortabt på solen, der langsomt bevægede sig ned over horisonten. Hun kunne høre sine forældre skændes. Amalie sukkede. Hun var vant til det. De var ligeglade med om Amalie hørte det eller ej. De skændtes altid om et eller andet dumt. Som for eksempel: Faderen kom altid for sent hjem, eller moderen der altid ringede til ham, fordi hun mistænkte ham for at være utro. Det var altid det samme. Amalie tændte en smøg og lagde benene over kors. Nu måtte de snart være færdige. Pludselig kunne man høre glas blive smadret. Det gibbede i Amalie og samtidig voksede hendes irritation og frygt for at nogen kom til skade. Hun rejste sig op og trippede uroligt med foden, mens hun vippede asken af cigaretten, hvilket resulterede i at asken røg ned på Amalies bare tæer. Det var tydeligt, at moderen græd. Hun hulkede, som var hun blevet pisket. Havedøren blev åbnet og faderen kom ud med bilnøglerne i den ene hånd og en kuffert i den anden. Amalie mærkede et sug i maven og tårerne pressede på, men hun tog sig sammen og besluttede sig at være så kold som overhovedet muligt. "Forlader du os?" spurgte Amalie og prøvede at få sin stemme til at virke så ligeglad som muligt, selvom hendes underlæbe bævede. Faderen nikkede uden et ord og satte sig ind i bilen. Han startede den og kørte sin vej. Amalie vendte sig om mod huset og tørrede irriteret en tåre væk, der havde formået at bevæge sig ud af øjenkrogen. Moderen stod i døråbningen med store, røde øjne og et viskestykke mellem de gamle, rynkede fingre. Hun hulkede en sidste gang og gik så ind i køkkenet. Amalie skoddede smøgen ned i asfalten og tog sin frakke på. Hun havde ikke lyst til at bo hjemme mere. Selvom hun ikke vidste, hvor hun ville tage hen, ville alt andet være bedre end her. Hun ville ikke gå ind på sit værelse for at pakke de ting, hun skulle have med. Så ville hendes mor stille spørgsmål og trygle Amalie til at blive boende sammen med hende. Så var det bedre bare at fordufte. Amalie åbnede havelågen og bevægede sig ud på vejen. Det var en underlig og samtidig rar følelse. Hun var endelig sluppet af med sine forældre. Hun kiggede på solen, som næsten ikke var til at se mere. Tusmørket kom snart og overtog byen. Amalie skuttede sig og lynte lynlåsen helt op under hagen. Hun begyndte langsomt at gå langs vejen. Sommetider kiggede Amalie på de huse, hun kom forbi. De var alle ens. Alle brune, firkantede og kedelige. I hvert hus boede en familie. Amalie kendte alle familierne. De havde alle sammen inviteret dem til at spise middag sammen med dem op til flere gange. Pludselig greb en stor hånd omkring hendes spinkle skulder. Amalie drejede rundt og så ind i et ældre ansigt med en smøg i munden. Han måtte være sidst i 40’erne. Han smilte til hende. "Er du faret vild, min ven?" spurgte han og tyggede på sin smøg. Amalie rystede på hovedet. Hun kunne langsomt mærke angsten sprede sig i sin krop, da hun kiggede i de alt for venlige øjne. "Er du sikker? Jeg har ikke set dig heromkring. Bor du langt væk?" Han gav hendes skulder et lille klem. Han havde mørkt hår, der var sat i en pæn sideskilning. Han havde ikke mange rynker, men helt ung var han ikke. Han tændte endnu en smøg og Amalie kunne mærke sin trang til at ryge. Hun fandt selv en smøg frem og tændte den. Så stod de der og røg lidt, og Amalie undrede sig over sin tidligere angst. Amalies mor tog fejl. Fremmede mænd var ikke farlige. Hun havde altid været lidt overbeskyttende. "Jeg bor ikke så langt herfra." svarede Amalie og smilte let. Han blinkede til hende. "Er du interesseret i plader?" spurgte han og smilte. Endnu engang kunne Amalie mærke en underlig følelse i maven. Hendes forældre havde altid sagt, at hun aldrig skulle tage med fremmede hjem. Men hvad havde hendes forældre overhovedet sagt, som ikke viste sig at være en løgn. Amalie trak på skuldrene og nikkede derefter. "Hvorfor ikke?" smilte hun og han gengældte smilet med en overdreven venlighed. Mandens hus var ikke som alle de andre huse. Huset var rødt og selvom det var firkantet, var der stadig et eller andet over det, der var anderledes. Hun indåndede duften af tobak og træ. Han tog hendes frakke og hængte den op på knagen. Amalie kunne ikke forstå hvad hendes forældre havde imod fremmede mennesker. Manden var høflig, venlig og tilbød hende, at komme med ham hjem, lige inden tusmørket. Han ledte hende ind i stuen, og han viste hende sine plader. Han havde ikke særlig mange, og det undrede hende. Hun havde forestillet sig flere hylder med plader. Hendes mistro blev stærkere, da han langsomt kørte sin hænder langs hendes hofter. Amalie prøvede at tage hans hænder væk, men han holdt fast om hendes hofter. Hun vendte sig om og prøvede panisk at bevæge sig væk, men han holdte hende fast og begyndte at kysse hende. Amalie skreg. Panikken voksede og hun rystede over det hele. Hun ville bare hjem nu. Hjem til sin mor. "Slip mig!" bad hun og hulkede. Manden ignorerede hende og tog på hende. Hans rørte hende overalt og prøvede at klæde hende af, selvom Amalie hulkede og slog ham i ansigtet. Da han førte sin hånd op til hendes ansigt for at holde hende for munden, bed hun ham. Hun bed ham så hårdt, at blodet strømmede ned fra såret, da hun slap hans hånd. Han skreg og slap straks sit tag om hende. Amalie spurtede gennem stuen og ud af de røde, firkantede hus. Hun kunne høre ham råbe efter hende. Hun løb og løb og de brune huse suste forbi hende. Amalie kunne mærke sit hjerte hamre hurtigt, og hun havde svært ved at trække vejret. Hun løb hele vejen hjem og stoppede først, da hun stod på terrassen. Først der kunne hun trække vejret ordentligt. Solen var væk og tusmørket havde overtaget. Amalie begyndte at græde og moderen løb ud til hende og omfavnede hende. Amalie fortalte hende alt, og det var måske første gang, hun havde snakket med sin mor i så lang tid. Moderen var forstående og afbrød ikke en eneste gang, mens Amalie fortalte. Da Amalie var færdig, gik de begge ind i stuen, og moderen lavede varm kakao til hende. Samtidig gik hun rundt og pakkede ting ned. "Hvad laver du?" spurgte Amalie. Moderen kiggede op. "Vi flytter." svarede hun uden at blinke og vendte sig om, hvorefter hun begyndte at pakke deres tøj sammen. Det var nu blevet en smule mørkt udenfor, og det var svært at se, hvor man gik. Moderen ringede efter en taxa, da deres far havde taget bilen. Taxaen kom og moderen fortalte, at chaufføren skulle køre dem hen på et hotel. De steg ind i bilen og kørte ud i mørket.