Eventyret ”Klokken” er skrevet i 1845 af H.C. Andersen. Den hører under eventyrskategorien kunsteventyr, det fremgår blandt andet ved at det magiske tal tre fremgår hele to gange, linje otte og linje 21.Fortælleren er en tredje persons alvidende fortæller, det vises ved at fortælleren aldrig går ind i personernes sind men blot gengiver hvad de gør og siger “Det skulle dog ikke være klokken”! sagde en af konfirmanderne, og lagde sig ned og hørte efter.
Eventyret er skrevet i den litterære periode Romantikken.
Det ses blandt andet tydeligt i den åbenlyse lovprisning af naturen kontra bylivet, naturen står for alt det ægthed og renhed hvorimod byen er falsk og forringet.
Berettermodellen
I præsentationen bliver man introduceret til storbyen og de omkringliggende huse, hvor man ved aftenstid kan høre en kirkeklokke.
I uddybningen begynder menneskerne fra byen virkelig at interessere sig for klokken, både rige og fattige tager ud mod skoven, hvor konditoren slår sig ned og kongen udnævner en til ”Verdensklokker” da han er den første til at komme med en forklaring på den smukke klokkeklang.
Point of no return er da konfirmanderne går ud af kirken for at følge efter klokke lyden, det er point of no return fordi det er deres sidste chance for at opleve barndommens uskyld inden de endegyldigt bliver voksne
Det er gratis at oprette en konto