Det her er et kapitel i mit liv som jeg er meget glad for er forbi.
Jeg ser længselsfuldt på skolens røde ur og håber på at det ikke nok ville gå langsommere, men det bliver ved med at gå i det samme hurtige tempo. Min matematik lærer står og fortæller nogle sjove historier, som han nu gør så tit, og alle i klassen sidder og griner med, alle undtagen mig. Om meget få minutter ringer det, og så er det weekend, jeg tror jeg er den eneste der ikke glæder mig til den. Alle de andre skal til fest og være sammen med vennerne, det er jo også normalt når vi nu går i 9. nu er det bare sådan at jeg ikke rigtig har nogen venner, eller noget som helst andet her i verdenen. Jeg vifter mit brune hår væk fra øjnene og sukker. Så nu ringer det, og alle pakker sammen, mens vores lærer ønsker os god weekend, men jeg tvivler nu på at den bliver særlig god. Jeg tager mig rigtig rigtig god tid til at lyne min taske og sætte stolen op, bare tanken om at min far sidder ude i bilen, og venter på mig, gør mig dårlig. Jeg har overhovedet ikke lyst til at tale med ham lige nu, men jeg tør ikke at lade være. Jeg er bange for min egen far. Og så har jeg sådan en inderlig vrede, som giver mig lyst til at slå ham ihjel. Det er svært for mig, for jeg har ingen at snakke med det om eller støtte mig op ad. Jeg er alene. Min mor har jeg dog, men hun er ikke til en særlig stor hjælp, hun skal lære at sige fra, men hun er ikke stærk nok til at sige det til ham. Hun er svag og fyldt med skam. Jeg synes hun er ynkelig, men det er jeg nok også lidt selv. Han ser sur ud da jeg nærmer mig bilen, men jeg må være stærk, især overfor mine klassekammerater som stadig står udenfor skolen. Jeg kan se at Morten står sammen med hans venner ovre ved rygeskuret ikke så langt herfra, og griner. Han kigger over mod mig, er det mig han griner af? Det håber jeg ikke, jeg kan mærke, at blodet stiger mig til hovedet, og jeg sætter mig hurtigt ind i bilen uden rigtig at tænke over det. Så slap jeg da for angsten om at sætte mig ind, men er nu pinlig over, at jeg rødmede over for Morten. Jeg har nu været ret vild med ham her på det seneste, men han er en af ”de seje”, og jeg er et nul, så der er ikke noget at gøre. Min far kigger surt på mig i bakspejlet, men jeg ved han ikke kunne finde på at gøre mig noget nu, ikke imens alle andre kigger, men jeg er nu alligevel glad for at jeg satte mig ind på bagsædet. Han spørger mig, hvordan min dag havde været, jeg svarer ham, men jeg ved godt at han er ligeglad. Ingen af os siger noget resten af vejen hjem. Da jeg endelig kan se vores hus ånder jeg lettet op, endelig er vi hjemme, bare min mor ikke også er det. Så kunne vi få lidt fred i huset, jeg vil bare ind under dynen efter en hård dag i skolen, men jeg ville meget hellere være på skolen nu end her hjemme. Jeg smækker bildøren og trasker hen til døren, solen skinner, og gruset knaser under mine sandaler. Jeg tager i døren, den er åben. Min far kommer også ind nu, men i stedet for at stille sine sko i gangen trasker han bare ind gennem huset med dem på, bare for at provokere mor lidt tror jeg. Der skal nu støvsuges snart igen alligevel, for der ligger stadig glasskår på gulvet fra i går. Heldigvis er hun ikke hjemme. Jeg stiller min taske og sko i gangen, og går ind, jeg kan se, at hans sandspor fører ind til toilettet, men jeg går bare videre ind på mit værelse, og låser døren. Jeg håber på, at min mor ikke kommer hjem lige foreløbig, jeg kan ikke klare alt det drama mere, jeg flytter snart hjemmefra, hvis det skal fortsætte sådan her. Jeg har brug for andre at snakke med end min mor. Jeg hører, at døren går op ude i gangen, og min mor råber hej, mens hun prøver på at lyde glad, det går ikke så godt. Nu kan jeg høre min fars store træsko, der kommer trampende gennem huset. Jeg gemmer mig under dyne, jeg vil ikke høre et næste. Men dynen dækker ikke over alle lydende. Jeg venter bare på, at det sædvanlige kommer, og så at det slutter. Så der kom klasket lige efterfulgt af hylet, ligesom det plejer, jeg kan mærke tårer på min kind, det er jo min mor, der står derude i det store hus alene, med verdens mest afskyelige mand jeg nogen sinde har kendt og mødt, men at gå derud ville være det rene selvmord, han er sur nu, det kan jeg høre på deres stemmer, de hidser hinanden op. Jeg vil bare have, at de skal stoppe, jeg vil ikke høre på det mere. Lige pludselig blev det for meget for mig, og jeg gjorde noget, jeg skulle have gjort for meget lang tid siden, men jeg aldrig har turdet det. I telefonens anden ende kan jeg høre en mand sige, hallo Københavns Politi, jeg forklarer det hele, mens tårerne løber om kap ned af mine kinder, og de lover mig at komme så hurtigt som muligt, jeg beder til at det er rigtig hurtigt. Stemmerne ude i stuen vokser, og vokser, det bliver mere og mere voldsomt derude. Jeg kan høre ting blive smadret og hyl og skrig. Kommer de ikke snart? Jeg sidder bare for mig selv, og græder alene, som jeg plejer, hvis bare jeg havde en skulder at græde på. Endelig buldrer det på døren, og de stopper straks med at skændes, og bliver helt stille, jeg holder vejret men mit hjerte larmer. Jeg kan høre at døren åbner, og at politiet præsenterer sig selv. Jeg bestemmer mig for at gå ud til dem, for at se hvad der sker, forsigtigt låser jeg døren op, og kigger ud gennem sprækken i døren. Politiet ser forfærdet rundt i huset, og på mine forældre som begge har fået nogle skrammer. De anholder begge mine forældre, og lægger dem i håndjern, der bestemmer jeg mig for at gå ud til dem, jeg ser forskrækket rundt i huset, som er totalt smadret, og derefter på mine forældre min mor sender mig et varmt smil, hun ser lettet ud, hun ved godt, at det hele er forbi nu, endelig. Min far kigger på mig med et bittert blik, jeg er glad for at se ham i håndjern, politiet kører mig hen til mine bedsteforældre, inden de kører på stationen med mine forældre, jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske med min far, men jeg håber, han bliver dømt til døden, selv om det nok ikke er muligt, jeg vil i hvert fald aldrig tilgive ham, og det ville gøre mig glad, hvis jeg aldrig får ham at se igen.
Det er gratis at oprette en konto