Debatten som er blevet kaldt «sædelighedsfejden» drejede sig om den eksisterende dobbeltmoral på det seksuelle områd, forbindelser indenfor og udenfor ægteskabet, prostitutionen og lige krav og rettigheder for mænd og kvinder. I sædelighedsfejden kan man uddrage tre hovedpositioner, der stod forholdsvis stejlt overfor hinanden.
På den konservative fløj stod tilhængerne af den herskende moral. De mente, at mand og kvinde var skabt forskellige, og at de havde forskellige krav til seksuallivet. Selv om det principielt nok var sådan, at begge parter skulle indskrænke deres drifter til ægteskabet, var brud på Bibelens sjette bud en utilgivelig synd for kvinden, mens det for manden var en uheldig men accepteret forseelse. For manden var ikke som kvinden i stand til at tøjle sine drifter. Borgerskabets kvinder skulle være det dydige symbol for moralen og holdes uvidende om kroppens funktioner. Manden kunne få afløb for sine «utøjlelige drifter» gennem prostitutionen.
Denne dobbeltmoral indebar et forsvar for ægteskabet, der var indstiftet af gud, og for prostitutionen der var reguleret af samfundet. Overhovedet det at tale om denne moral, blev betragtet som et tegn på usædelighed af de konservative. Sådanne forhold skulle forties. Det var skadeligt for moralen og samfundet at trække dem frem.
I en mellemposition stod de, der krævede samme kyskhedskrav for mænd og kvinder, og som krævede at alt seksualliv skulle være forbeholdt ægteskabet. Kønslig afholdenhed før ægteskab og streng monogami indenfor blev af denne fløjs vigtigste talsmand, Bjørnstjerne Bjørnson, også koblet til angreb på prostitutionen og til forsvar for indførelsen af forplantningslære for unge mennesker af begge køn. I skuespillet «En handske» (1883) fører Bjørnson disse synspunkter frem.
Det er gratis at oprette en konto