Debatten om den danske sprogpolitik i en globaliseret verden er en debat, som skiller vandene i det danske samfund. Hvordan skal man som borger se på alle de ændringer der sker vores nationale værdier? At ændrer møntenheden til euro, at det er en pligt at kunne tale engelsk eller i det hele taget se sig som verdensborger i stedet for dansker. Hvor langt kan man egentlig gå?
I 2006 fremsatte Dansk Folkeparti et lovforslag om den danske sproglov: Dansk Folkepartis bemærkninger til forslag til dansk sproglov. Her indledes der med at fortælle, at dansk sprog er under pres fordi Danmark er et lille land, og et lille sprogområde.
Dansk Folkeparti udtrykker at der med modernitetens vilkår sker en amerikanisering af vores sprog og hverdag. En privat udvikling af dansk hvor der bruges engelske ord og udtryk, ser ud til at være umulig at begrænse ifølge Dansk Folkeparti. Et vigtigt sted hvor lovgivningen til gengæld kan gribe ind er det offentlige: ”… inden for al offentlig forvaltning såvel som inden for videnskab, højere uddannelse og erhvervslivet skal det gennem lovgivning sikres, at det danske sprog bruges og ikke viger for engelsk.” Der er ingen tvivl om at Dansk Folkeparti er imod en modernisering af det danske sprog. De mener det er angribeligt at Handelshøjskolen i Købehavn ændrer sit navn til CBS Copenhagen Business School, eller at Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole sætter engelsk som et primært sprog på skolen, som en af sine målsætninger. Det er i sådanne tilfælde vigtigt, at lovgivningen blander sig. Partiet mener, at det danske sprog vil dø hvis ikke man bruger det fuldt ud alle offentlige steder. Dette kommer klart til udtryk i teksten: ”Det danske sprog visner på universiteter og uddannelsesanstalter. Hvor der ikke er brug, vil der i længden ikke være liv.” Dog nævnes der til sidst at formålet ikke er at Danmark skal afskære sig fra udlandet. Tværtimod er det en sikring af det danske sprogs fremtidige eksistens.
Det er gratis at oprette en konto