Refleksion over ventetid og kærlighed

Jeg kender det med at stå i kø, for mine drømme eller håb.

Jeg selv syntes det er en forfærdelig ting, da min toldmodighed er meget kort. Men nogen gange er man bare nød til at vente på ting såsom mennesker, opmærksomhed eller kærlighed. De tre ting, og dog også de ting, som jeg mener er sværest at vente på, fordi så mange mennesker har jo prøvet rigtig mange gange, at stå og vente på deres pizza, og uden at brokke sig.Som jeg ser det, er der to forskellige måder at vente/stå i kø på. Den ene er at man venter på de ting, som men ved kommer til at ske, dvs. såsom pizzaen som man har bestilt, men som sagt er det også en anden kø. Det er nærmest sagt, den menneskelige kø, som andre har sat dig ind i. Det er håbet om at det du venter på noget kommer til at ske. Den kø kan du stå i, ind til du giver op. Mange mennesker giver dog også op, fordi det kan være pinefuldt, at stå og vente, hvis man måske har strejfet tanken om, at det kommer til at briste.Al den tid i dit liv, hvor du er placeret i den menneskelige kø, er det psykisk og ikke mentalt at du står i en kø, men de fleste at dine tanker og følelser, er placeret i ventetiden. Man tænker aldrig over, de ting du kunne lave i stedet for at være midt i ventetiden. For det værste man kan udsætte et menneske for, er faktisk den ventetid, det tager at få ting opfyldt. I den tid man står i den kø, er det jo klart man er fortvivlede, og godt og grundig tabt på gulvet. Der skal nemlig ikke så meget til, ved jeg fra mig selv, at når man er i den tilstand, som det kræver når man venter, skal der ikke så meget til, at ting pludselig rammer én med 100 km/t. selv de små letteste ting bliver lige pludselig en del letter. Hvis jeg skal give et eksempel på, hvordan min kø/ventetid har været, må jeg ærligt sige, at det var forfærdeligt.Men som sagt, jeg havde mødt denne her dreng, som hed [NAVN A]. Han var nok ikke den første sådan rigtige kæreste, men én ting var han? – den person der lærte mig mere om kærlighed end jeg lige havde troet fra starten. Jeg elskede ham så, ja’ fucking højt, at jeg nærmest havde svært ved at beskrive det, med ord.Han gjorde bare noget ved mig, som fik dagene til at gå hurtigere, men på samme tid, blev timerne med ham længer og længer, fordi det var som en drøm, men som sagt. ’’Lykken vare aldrig evigt.’’ – men i stedet kan man ende i et mareridt, hvor kun én person kan få dig op. Så det vil sige, det gik ikke som efter min røv, havde planlagt det, så jeg endte på bunden, og ham på toppen. Jeg havde svært ved at se mit liv uden ham, og satte mig derfor til at vente på ham, der hvor jeg nu var placerede i mit liv, for når han nu kunne lære mig så meget om alting, og især følelser, måtte han i ventetiden, nok kunne hjælpe mig op.