Folkevisetraditionen blev importeret fra Frankrig til Danmark i 1200-tallet og man mener, at folkeviserne er blevet dyrket og ændret frem til 1800-tallet. De to mest kendte folkevisetyper er ridderviser og trylleviser.
Begrebet folkevise er egentlig ikke dækkende for genren. Det rigtige ord er ballade, for folkeviserne er danseviser. Ordet ”ballade” stammer fra det middelalderlatinske ”ballare” der betyder at danse. Balladegenren bliver i 1200-tallet importeret fra Frankrig og opnår en voldsom popularitet. Populariteten bliver så stor at biskop Absalon må forbyde munkene i Eskilsø Kloster at danse. I dag forstår vi noget andet end dansevise ved ordet ballade, nemlig en vemodig fortællende sang, ofte om ulykkelig kærlighed.
Viserne behandlede tit temaer omkring overgange i livet. Stroferne beretter om en episk historie der typisk forløber i tre faser: en udgangssituation, hvor konflikten varsles eller opstår, en lang konfliktfase, og en afslutning, hvor historien/konflikten afklares, ofte med en tragisk udgang. Visernes handlingsforløb er overskueligt. Konflikterne består ofte i et den individuelle lyst kollidere med slægtens krav. Personerne i folkeviser er typer og bliver ikke tildelt individuelle træk. De er figurer, hvis tanker og psyke er noget vi må forholde os til gennem deres handlinger. Nogle viser indeholder en morale til sidst eller i omkvædet. I de senere folkeviser begynder vi at kunne se et kristent budskab eller morale.
Det er gratis at oprette en konto