Milankovitch-teorien, vulkanudbrud og solpletter

Milankovitch-teorien er den astronomiske forklaring på, at istider finder sted som et resultat af periodiske ændringer i jordens banegeometri. Variationer i jordens kredsløb

gennem tid forårsager periodiske ændringer i mængden og fordelingen af solstråling, der når jordens overflade.

Hvordan påvirker vulkanudbrud temperaturen i luften?

Vulkanudbrud kan påvirke klimaet over kortere tid. Der udspydes enorme mængder aerosoler (forskellige slags flydende og faste partikler, svovlsyre). Disse slynges op i atmosfæren og spreder solstrålingen. Herved begrænses den energi, som går ned til jorden. Det vil sige, at ved perioder med stor vulkan aktivitet vil der ske en afkøling af atmosfæren. F.eks. kan det ses på målinger fra Grønland, at der er en sammenhæng mellem den vulkanske aktivitet og atmosfærens gennemsnitstemperatur. Disse forsager også ofte en stærk farvet solnedgang.

Redegør for sammenhænget mellem solpletter, kosmisk stråling, skydække og klima ifølge solpletteorien

Solpletterne er mørke, fordi kraftige snoede magnetfelter i Solens overflade forhindrer strålingen fra Solens i at trænge igennem til overfladen.

Når solpletaktiviteten er stor, er magnetfeltet kraftigt udviklet. Solens magnetfelt virker som et magnetisk skjold, der beskytter Jorden mod den kosmiske stråling. (stråling fra eksploderede stjerner)

Skydækkets udbredelse varierer med mængden af kosmisk stråling i atmosfæren.

Færre skyer betyder lavere global albedo og dermed højere temperatur i atmosfæren. I perioder med lille solpletaktivitet modtager Jordens atmosfære omvendt mere kosmisk stråling, skyudbredelsen bliver tilsvarende større og temperaturen i atmosfæren lavere. Omvendt hvis der var stor solpletaktivitet, ville Jorden modtage mindre kosmisk stråling, og skyudbredelsen ville blive mindre og det vil resultere i højere temp.