Problematikken lå i at Danmark havde lovet ifølge London-protokollen, at Slesvig ikke skulle blive knyttet nærmere til Danmark end Holsten. Men i 1863 vedtog rigsrådet kort før Frederik den. 7’s død, Novemberforfatningen.
Forfatnigen erstattede den forhenværende helstatsforfatning, hvor der var tale om fælles anliggende for Danmark og Slesvig, men ikke Holsten. Det vil sige, at Slesvig skulle have deres egen landdag og Danmark fortsat sin egen Rigsdag, Det smarte ved dette var, at man nu kunne regere uden om holstenske repræsentanter i rigsrådet. Det løste i midlertid forfatningsproblemet, men dette vagte stor modstand blandt de mange tysksindede i Holsten og i hele Tyskland, der blev nu planlagt et angreb for at befri hertugdømmerne for afhængiheden af Danmark.
Da man i 1864 trak sig tilbage til Dannevirke var alle opsat på at gå et uovervindeligt voldanlæg i møde, virkeligheden var en anden.
Da de første soldater kom til Dannvirke var barakkerne til soldaterne ikke bygget, ikke engang påbegyndt. Forbindelses veje og forhindringer er der heller ikke noget af, alt dette må de danske soldater begynde med i januar måned, hvor frosten gjorde jordarbejdet vanskelligt. Anlægget når derfor langt fra at blive færdig til at de preussiske og østrigske tropper når til Dannevirke. Efter de første kampe står det klart for de danske officerer og overkommandoen, at det her simpelthen ikke går. Kort efter, den 4. februar, indkaldes der til krigsråd, hvor der efter 5 timers møde bliver enighed om at de trækker sig tilbage til Dybbøl. Om aftenen den 4. februar forlader de sidste soldater Dannevirke.
Det er gratis at oprette en konto