Året 1047, hvor Svend Estridsen blev konge af Danmark, symboliserer overgangen fra vikingetiden i danmark til den danske middelalder. Det der kendetegner den danske middelalder, er at de danske konger stoppede vikingetogter og plyndringer, for i stedet at opbygge en stærk enhedsstat, hvor kongen skulle regere sammen med sine rådgivere. Der var 2 centrale ting, som prægede middelalderen, kristendommen og de indflydelsesrige stormænd og adelsmænd. Stormændene og adelsmændene forsøgte at overtage magten i landet, på bekostning af kongen. Monarkiet i Danmark var på dette tidspunkt ikke et arvekongedømme endnu, men et valgkongedømme. Når kongen døde, var der ofte strid om retten til tronen.
Perioden var desuden karakteriseret ved, at magten i samfundet var delt mellem kongemagt, adel og kirke, med skiftende styrke hos de tre grupper. Det kom bl.a. til udtryk ved institutioner som danehof og rigsråd.
Erik 5. Klipping
Regerede: 1259-1286
Født: ca. 1249 på Lolland
Erik 5. Klipping blev født i 1249 på Lolland, og blev konge af Danmark i middelalderen, han regerede fra 1259-1286.
Han tvang kirken til at låne sig penge. Derfor tvang de utilfredse stormænd i 1282, ham til at afholde årlige møder med dem – også kaldt danehoffer. Han blev tvunget til at underskrive en håndfæstning.
Det er gratis at oprette en konto