Enken: en fortælling om sorg og tab

Vandet slår op mod klipperne, med meget stor kræft. Hun lægger slet ikke mærke til det. Hun sidder der bare, uden at trække en mine. Det kan aldrig blive det samme mere, alt er fortabt. Hendes hjerte er ødelagt, knust i tusinde stykker. Hun bliver aldrig mere den samme, i hvert fald ikke den som hun var før. Sammen med ham havde hun været så livsglad, men nu er det hele væk. Aldrig mere det samme. Det er koldt, og det regner, men nej, hun flytter sig ikke. Hun vil blive der, lige der, for altid. Hvad mon han havde tænkt? Hvad mon der var sket hvis det var hende først, var han blevet lige så ulykkelig som hende? Hun frøs, hendes kinder var helt røde og kolde, hendes fingre var lige som istapper, men nej, hun bliver siddende. Det begyndte ligeså stille at blive aften, hun kunne snart ingenting se. Regnen silede ned. Alt hendes tøj blev vådt. Hun tog sine ting, og begyndte at gå op over bakken. Det var her, det var her det var så fantastisk. Hendes øjne var blevet helt røde af smerte og sorg, aldrig har hun følt sig så fortabt. Hun gik ind af den lille havelåge, og ind af hoveddøren. Tændte op i kakkelovnen for at få varmen. Satte sig på sofaen i sine våde klæder og kiggede ud af vinduet. Hvor var regnen dog bare flot som den løb ned ad vinduet. Det gjorde hende rolig. Hun lænede sig tilbage i sofaen, lukkede sine øjnene og faldt i søvn. Hold min hånd. Han tog fat i hendes hånd, og de gik ned af den stille vej. En dejlig sommer dag var det, fuglene pippede. Alt blomstrede af idyl. Skønt. Med et sæt vågnende hun op, hun var helt forvirret. Hendes hoved føltes tungt. Fyldt med tanker. Hun rejste sig fra sofaen, og gik hen til køkkenet. Stod med kogekedlen i hånden, og kiggede ud af vinduet. hun blev ved med at tænkte på den dejlige sommerdag, hvor alt bare var så dejligt og fredeligt. Ja, det var dengang. Vinduerne var duggede, men det regnede ikke mere. Hun fyldte vand i kogekedlen og satte den på komfurret. Hun står stadig og stirre på vinduet, og tænker om det nu vil være sådan her for altid. Om der kommer flere sommerdage, med fugle der kvidre, og solen der skinner. Det fyldte i hendes hoved. Hvad hvis nu hun aldrig fandt lykken igen. Hvad så? Selvom hun havde alle de værdifulde ting i huset. Alt det der blev gjort for hende. Hun skulle slet ikke tænke på noget, men det ville aldrig blive det samme. Det var lige ved at være tid, tid til at hun skulle sige farvel. Hun havde allerede tårer i øjnene. Ud af havelågen gik hun. Langsomt ned af den stille vej som de plejede at gå på sammen, men nu var det bare hende. Da hun var nået til kirken, tog hun fat rundt om det kors hun havde om halsen. Klemte det godt til, og bad en bøn. En bøn om at han ville få det bedre det sted han er nu. Han skulle aldrig mere lide. Der var kommet mange mennesker ind i kirken, og blomsterne var blevet lagt så flot op ad kirkegulvet. Smukt var det. Kisten var hvid med røde roser på toppen. Hun gik op til kisten, lagde sin hånd på den. Alle de minder de havde haft sammen fløj igennem hende i en strøm af overvældende følelser. Hvor savnede hun ham. Præsten kom ind ad døren. Hun satte sig ned. Bisættelsen skulle til at gå i gang. Hun lukkede lige så stille øjnene, og tåre løb ned af hendes kind. Hvor var det en smuk kiste, men tænk at han lå dernede. Fyldt med fred. Hun kunne ikke holde sine tårer tilbage længere, hun kunne ikke lade hver med at græde. Hun har mistet alt det hun havde, og alt det gode de havde haft sammen. Det kommer aldrig tilbage. Han kommer aldrig tilbage. Han holdte havelågen for hende, tog hendes hånd og gik op ad bakken. Hvor var det smukt helt oppe på toppen af bakken. Kun de to, og intet andet. De gik ned til vandet og satte sig på klipperne. Smukt var det at sidde der, og kigge ud over havet. Det smukkeste de nogensinde havde set. Kirkeklokkerne ringede. Det var slut, hun havde sagt farvel, farvel til det eneste hun nogensinde havde elsket.