Jeg tror jeg vil gå hen til de andre. Jeg lagde poesibogen i tasken samt penalhuset og gik lydløst forbi alle sæderne i bussen, og fandt et plads ved siden af Mouritz, han lå med hovedet på vinduet og kiggede ned på vejen. Julius var stadig ikke færdig med at fortælle om de to tosser i Rom. Langsomt begyndte jeg at få ondt i hovedet, så jeg lagde hovedet tilbage på sædet og lukkede øjnene, lige i det jeg lukkede øjnene råbte en eller anden, ”kan vi ikke snart holde tissepause”. Jeg åbnede øjnene og kiggede på Mouritz, han var næsten helt gul i ansigtet. Bussen standsede og alle steg af, Mouritz sad stadig i bussen. Da alle var færdige med at holde tissepause, sagde Finn at vi skulle ind i bussen igen. Alle satte sig på sine pladser, døren til bussen blev lukket, og bussen begyndte at køre, jeg fandt min plads, men hvor var Mouritz blevet af. Jeg løb op til Gitte som sad ved rettet, og sagde at Mouritz ikke var på sin plads. Gitte stoppede bussen, og vendte om hun prøvede at køre så hurtigt hun kunne. Da vi kom til stedet hvor vi havde holdt tissepause, gik vi alle ned ad bussen for at finde Mouritz, vi ledte over alt men han var der ikke. Vanessa, Alexander og Anders var løbet hen til stranden som lå ret tæt på, for at finde Mouritz. Men han var der ikke. ”Hvor kunne jeg” sagde Gitte, ”jeg lagde ham bare være alene i bussen, der kan være sket hvad som helst med ham”. ”Han så heller ikke særlig rask ud” sagde Gustav ”han var sikkert gået ud af bussen for at få lidt frisk luft, og er faret vild nu”. Der blev helt stille. ”Det kan ikke være rigtigt at han er blevet væk, hvad skal vi dog sige til hans forældre, ”sagde Finn lidt efter. Vi stod og håbede på at Vanessa, Alexander og Anders havde fundet Mouritz, men hvorfor var de ikke kommet tilbage indnu. Det begyndte at blive mørkt. Gitte bestemte sig for at finde Vanessa, Alexander og Anders. Så hun spurgte om nogen ville med hende og lede efter dem. Gustav og jeg gik med hende for at lede. Så nu var der kun Finn, Tineke, Vibe, Johan, Jens, og JB tilbage. Solen var ved at gå ned, og det var ved at blive meget mørk. Men Vanessa, Alexander og Anders var ikke ved stranden. Så løb vi tilbage til bussen for at se om Vanessa, Alexander og Anders var kommet tilbage mens vi ikke havde været har. Da vi kom hen til bussen var Finn, Tineke, Vibe, Johan, Jens Og JB der ikke. ”Hvor er de nu blevet af” spurgte Gustav. Jeg prøvede at kigge ind i bussen, gennem vinduet for at se om de var der inde. ”Kom” råbte Gitte ”de er sikkert løbet ind i skoven for at finde de andre” sagde hun så.” Vi kan prøve at gå ind i skoven og lede” sagde jeg. ”Nej det ville jeg ikke” sagde Gustav, han var nemlig mørke red. Vi kunne ikke gøre andet end at stå og vendte til de andre ville komme tilbage igen, fordi Gustav ville ikke med og lede efter dem inde i skoven. ”Hææælp” kunne vi høre lidt efter, det lød som Vanessa. Gitte så forbavset ud, ”hvem kunne det være” hviskede hun meget stille. Hun tog sin rygsæk på ryggen, ”vi bliver nød til at gå ind i skov for at se efter” sagde hun. ”Nej, jeg vil ikke med” råbte Gustav. Gitte tog fat i hans arm og hev ham med sig, og jeg følte med. ”Nej jeg vil ikke med” gentog han igen. Gitte lagde som igen ting, og hev ham videre. Lidt efter gav Gitte slip i Gustavs hånd. Og lidt efter kunne vi høre nogen der råbte om hjælp. Og denne gang lød det som om, at det var en der var meget tæt på os. Jeg vendte mig om for at se om Gustav gik bag os, men han var der ikke. ”Gitte” sagde jeg. ”Bet.. Beth hjææælp mig” jeg kiggede efter Gitte, men hun var der heller ikke. Nu stod jeg helt alene. ”Hvordan kan de alle sammen bare forsvinde lige pludselig” tænkte jeg, og hvorfor råber alle om hjælp. Jeg var blevet meget bange, så jeg vendte mig om for at løbe ud ad skoven. Lige i det jeg vendte mig om stod der en foran mig. ”Hvem er du” spurgte jeg. ”Mou…. Mouritz” sagde han. ”Vi har altså ledt efter dig meget, hvor har du været” spurgte jeg. ”Her” sagde han ”Lige her”. ”Har du været her i skoven” spurgte jeg. ”Ømm ømm, mumlede han. ”De andre er blevet væk, vi kommer jo aldrig hjem igen” sagde jeg til ham. ”Det behøver vi heller ikke”. Så tændte han sin lommelygte, og vendte lyset mod sig selv. Han var helt gul i ansigtet og havde røde øjne og et ar på det venstre kind. ”Hvad er der sket med dig, har du det dårligt”. Han grinte et meget latterligt grin. Mit hjerte begyndte at slå meget hurtigere ”hva… hvad er der med dig, hvorfor griner du sådan” spurgte jeg. Han tog stille og rolig sin hånd ind i baglommen og hev en meget skarb kniv op. Kniven lignede en af Finns knive. Jeg gik stille og rolig baglæns. ”Hvorfor har du den i lommen” spurgte jeg. ”Hvorfor tror du” hviskede han meget meget stille, det var lige før man næsten slet ikke kunne høre ham. Nu begyndte hans ar på kinden at bløde. ”Du bløder” sagde jeg til ham. ”Det raver ikke dig” råbte han. ”Hvorfor er du egentlig levende, når de andre ligger døde nede under jorden” sagde han. Han bevægede sig langsomt hen mod mig. ”Beth” sagde han. ”Du skal dø”. Mit hjerte begyndte at slå dobbelt så hurtigere end før. Han tog sin kniv og stak den ned i sig selv. ”Hvad har du gang i” råbte jeg. Han fald på jorden og tog fat i min hånd og hev mig med så jeg også faldt. ”Beth du skal dø” sagde han langsomt. Og stak kniven i mig.
Det er gratis at oprette en konto