Mørket er så småt begyndt at lægge sig hen over himlen, kun lyset fra vinduet kan nu ses i det fjerne. De mørke træer omringer stien, og lyden af heste klovene der slår mod stiens hårde og stenede jord høres langt væk. Stemmerne lyder fra hotellet, glade og spændte på aftens l’hombrepari. Som slæden trækker hen foran hotellets dør, overdøves stemmerne af én. Den bløde og stille stemme, som over årene er blevet hæs, hæver sig over de andre stemmer i mørket ”Giver de ikke en skilling til en barmhjertig frue i nød?”. Siddende på det første trappe trin forsøger hun at trække tæppet tættere ind til sig for at holde på varmen. Tøjet er beskidt og gammelt. Hendes svulmende læber er sprukne, og de store øjne som længdes efter friheden har for længst mistet deres glans. Værkejeren stiger ud af slæden og i det han går forbi hende svare han så ”Du får den, når jeg bliver vinderen i aften”.
Kortene bliver lagt på bordet, og mændene sætter sig til bords. Stemningen er god i hotellets restaurant, det bliver et godt spil i aften er Værkejern sikker på. Han og Grossereren, Slagteren og Sønnen er deltagerne i aftens spil. Grossereren kommer hele vejen fra den store by Kjøbenhavn for at sælge store mængder mad til købmanden, men i aften er han hotellets gæst. Lugten af stegt flæsk og ny brændt snaps hænger tæt i luften her til aften. Mens Værkejeren begynder at fortælle om dagens udfordringer, skænker han et glas snaps til deltagerne. Pludselig kommer han i tanke om krakilen. Han ser arbejdernes blik for sig, mens bordet med kort begynder at forsvinde. De borer sig igennem ham, sultne og trætte. Hårene rejser sig på ryggen af ham og han mærker en skyld følelse brede sig i kroppen. Men tanken om alle pengene og hævnen han vil tage over slagteren er nok til at fortrænge blikkene. Bordet kommer til syne igen og endnu et glas snaps ændrer hans synspunkt. Følelsen af at bestemme og at kunne gøre hvad man har lyst til fylder hans krop med glæde.
Det er gratis at oprette en konto