Siden DSB valgte at sætte TV-skærme op i S-toget, har det væltet ind med klager til DSB. En undersøgelse har vist, at 96%, af dem der stemte, synes, at TV i S-toget er en meget meget dårlig idé.
Pga. de mange klager, har DSB nu besluttet at skrue ned for lyden, så det ikke forstyrrer passagererne nær så meget. Men burde DSB bare tage skærmene ned, eller er det en bedre løsning at skrue ned for lyden, når en meningsundersøgelse viser, at 96% af deltagerne synes, at TV-skærmene er en meget meget dårlig idé?
Helle Hellmann fortæller i en artikel, at der er for meget larm i S-togene. Hun vil gerne have lov til at nyde turen og måske arbejde eller slappe af. Hun mener, der i forvejen er forstyrrelser nok i toget, og at fjernsynet er en støj, som gør det endnu værre. I virkeligheden lægger Helle Hellmann op til en generel debat om, at lyd og larm skal styres med regler i det offentlige rum. Hun henviser til Bondams udtalelser om, at København er en ”festby” med larm og støj, som borgerne må acceptere. Det virker som om, at Helle Hellmann er en dame, der bruger S-toget dagligt, og hvis hun kunne vælge det, ville hun gerne have en kupé helt for sig selv. Hun fortæller også ,om alle de ”Bimmerbørn”, som er et gammelt ord, for hvad vi i dag kalder for dampbørn eller ADHD børn. Her er det, jeg ser den type for mig, som altid sidder og tripper hektisk med den ene fod, mens han (det er næsten altid en han) trommer utålmodigt i bordet, sender en sms og tjekker sin mail hvert andet sekund. Bimmerbarnet! – uddrag fra teksten. Helle Hellmann’s holdning til ADHD-børn er nok nærmere et udtryk for, at Helle Hellmann er fra en anden, lidt ældre generation. I øvrigt er udtrykket ”bimmerbørn” i mine øjne meget nedsættende, og jeg sætter pris på, at det ikke bliver brugt mere.
Det er gratis at oprette en konto