Indbrud på Rosenborg Slot: En søns bekendelse

Nu er jeg parat til at fortælle jer hele sandheden. Jeg ked af at fortælle jer begge, at det var mig der brød ind på Rosenborg slot. Jeg startede med at planlægge det hele for et halvt år siden. Ingen troede på jeg ville gøre noget så dumt, men jeg måtte bevise noget over for jer og for mig selv. Jeg måtte vise jeg ikke er nogen lille dreng længere.

Det skete en sen aften i sidste uge. Jeg havde pakket alt og planlagt hvornår vagterne fik fri fra arbejde, så der kun var videoovervågning. Jeg havde åbenbart ikke tænkt planen igennem så godt som jeg troede. Derfor blev jeg fanget af politiet på vej ud af slottet med kronjuvelerne. Jeg ville gerne sælge dem, så jeg kunne få et liv uden at arbejde. Jeg startede med at køre varebilen ud foran porten på slottet så jeg hurtigt kunne komme af sted når jeg havde fået fat i juvelerne. Jeg kravlede over porten uden problemer, men havde glemt at der var vagthunde, så jeg løb alt hvad jeg kunne hen imod slottets trapper hvor de ikke kunne komme op. Jeg smadrede et vindue og alarmen gik i gang, så derfor gik jeg i panik og kom til at ringe hjem til jer. Så det i hørte var alarmen der gik i gang.. Jeg løb direkte ned og tog juvelerne imens jeg havde tid, inden politiet ville komme. Kronjuvelerne var bedre beskyttet end jeg havde regnet med. Så det tog længere tid for mig at få dem ud af den glasbeholder de var i. Glasset rundt om var mindst en halv centimeter tyk. Jeg skulle først have hammeren frem, så jeg kunne smadre glasset hurtigt og nemt. Da jeg endelig fik smadret glasset tog jeg mig god tid, til at få dem pakket ordentligt ned i rygsækken. Efter de var blevet pakket, løb jeg ud af den nærmeste udgang der var, men slottet var kæmpe stort. Jeg kunne ikke huske den vej jeg kom ind fordi jeg gik så meget i panik. Så både vagterne og politiet ankom til stedet imens jeg stadig var der. Jeg måtte finde en hurtig måde at komme væk på, så jeg fandt trapperne og skyndte mig alt hvad jeg kunne op på taget. Politiet havde allerede overtaget min bil, så jeg blev nødt til at finde et andet flugtfartøj. En af politimændene havde set mig oppe på taget og kaldte efter assistance. Min eneste mulighed var derfor at tage den samme vej tilbage, så politiet og vagterne ikke ville fange mig. Da jeg listede mig stille og roligt ned