Barndom. Når jeg hører ordet barndom, tænker jeg straks på en glad og livlig del af mit liv. Det var en tid, hvor man kunne gøre hvad man ville, hvis man bare havde fået lov af ens mor og far. Man kunne blive beskidt, uden at tænke over at det ville ødelægge ens tøj. Man kunne gøre hvad man ville uden at tænke over hvad andre syntes. Og man kunne lege lige så meget, man havde lyst til uden at kede sig.
Sådan var det dog ikke i de gamle dage. Der levede børn under langt hårdere forhold. De børn som boede på landet hjalp deres familie med høst og malkning allerede meget tidligt i deres liv. I forhold til i dag er det jo noget helt andet. Der begynder man først at arbejde, når man er omkring de 13 år, og der får man endda selv pengene.
Man kan også tydeligt se i Tove Ditlevsens Bardommens gade, at barndommen var noget helt andet den gang. For det første var fattigdom et problem. Det var begrænset, hvad man kunne få at spise, og hvad for noget tøj man fik. Mad og tøj har aldrig været et problem i min hverdag og mange andres. Jeg har, kunne købe og spise hvad jeg ville. Jeg kan slet ikke forstille mig et liv, hvor man ikke bare kan spise hvad man vil.
Det er gratis at oprette en konto