Nationalromantikken og dansk nationalfølelse

”Der er et yndigt land, Det står med brede bøge” Nationalsangen bragede i B&O højtalerne i min stue, både min far og morfar skulle se landskamp mod vor’ naboland Sverige. De var begge helt stille da nationalsangen blev spillet, og de små mennesker i tv’et stod stolte oprejst og brølede med. Jeg husker tydeligt første gang, jeg hørte den sang. Jeg var omkring de 10 år, og var lige begyndt at holde med FCK – selvfølgelig for at drille min far, som er Brøndby Fan. Vi skulle se VM og Danmark skulle spille. Jeg havde spurgt min morfar om, hvorfor de sang den mærkelige sang, og han sagde tydeligt: ”den historie fortæller jeg, når du er blevet gammel nok”. Men, hvorfor spiller de den egentlig ved landsholdskampene? Det er bare en sang – det kunne være hvilken som helst sang. Den handler bare om Danmark. Nu er der gået 7 år, og jeg tror, at jeg er stor nok til at forstå det nu. ”Morfar, hvorfor spiller man nationalsangen ved fodboldkampe?” Spurgte jeg så nysgerrigt.

Min morfar begyndte langsomt ”[NAVN A], nu skal du høre. For mange mange år siden, da min morfar, altså din tipoldefar levede, det må ha været i 1800-tallet, var der en periode man kaldte Nationalromantikken. Man hyldede det, man dengang forbinder med at være dansk. Den danske nationalidentitet blev defineret og man havde fædrelandskærlighed og nationalfølelse. Dvs. man forgudede og elskede sit land. Man hyldede nationalsymboler som flaget og kongehuset, det danske folk, modersmålet og landskabet. I nationalismen satte man sin nation, som den vigtigste livsværdi. Man opbyggede billedet af ét folk, én nation og én historie.” Morfar tænkte sig om og fortsatte. ”Den her søgen efter nationalidentitet tog hurtigt fart efter, at Danmark led under et stort økonomisk pres på grund af Napoleonskrigene. I 1807 valgte englænderne at bombardere os. Vi mistede både størstedelen af vores flåde, og så var vores krigsomkostninger så store, at Danmark blev ruineret i 1813” Jeg tænkte lidt på finanskrisen, som hærger over verden i øjeblikket – mon den var lige så stor eller større? Sjovt at man havde så meget fædrelandskærlighed, at man så sit land som en livsværdi. Min morfar talte videre ”Men ikke nok med det, vi måtte også afstå Norge, i relation med freden. Så det var en rigtig hård tid for os borgere i Danmark” Hvor kommer fædrelandssangen ind i billedet? Jeg forstå ikke, hvor han er på vej hen – men formentlig er det den rette vej. ”Nationalromantikerne så oldtiden og middelalderen som en gylden tid, en guldalder. I guldalderen var det hele en helhed. Det åndelige og det fysiske var ét.. hmm” Min morfars øjne flakkede mellem mig og tv’et. Når Danmark var lige ved at score, kunne jeg høre min far bande Danmark ud af banen, fordi der ikke var mål. De skal vinde. Min morfar rømmede sig, og forsatte ”Men nationen var faldet ned fra denne guldalder og nationen havde stadig mærker fra krigene. Kunstnerens opgave var nu, at skildre den ideale, rolige/harmoniske guldalder for derigennem at genrejse nationen, så den atter kunne få sin indre sammenhæng og identitet. Kunsterne skulle nu søge tilbage til den her nationale tid, og genskabe den i sin fantasi, og hylde sit fædreland og dens natur. Det var her Fædrelandssangen blev skrevet.. hmm ja, ca. her omkring.” Jeg tænkte strofe for strofe igennem, og nynnede lidt for mig selv. Sangen handler om fortiden, historien, landskabet, sproget og de nationale symboler. Det land endnu er skiønt, thi blaa sig søen belter, og løvet staar saa grønt. Her hylder de landskabet, længere henne i sangen kommer dannebrog og en danneborger, som også er nævnt med et smil på læben. Nationalsangen, giver mig et lille smil på læben. Det er så idyllisk beskrevet vores eget fædreland. Mon man stadig ser nationen som den vigtigste livsværdi? Min morfar forsatte ”Kunsterne tænkte meget over at skabe den her nationalfølelse for sit land. Nationalismen blomstrede i deres verden og de malede malerier af idylliske landskaber og af den indre by. Denne nationalisme stammede fra to filosoffer i Tyskland, som havde den her tankegang. Det nationale betød nu, at man havde et fællesskab om et fællesland, fællessprog og fælleskultur osv.” Jeg husker i bogen ”Ånden i naturen” er der et billede på s. 10, hvor soldater er hjemvendt fra krig og alle borgerne står glade og tager i mod deres stærke soldater. Alle tog godt i mod dem – de har en nationalfølelse, der er ét folk.