De entusiastiske ord som sløvt kæmper sig gennem luften, danner sammen med 19 forvirrede teenagere rummet for en helt almindelig geografitime i 9. klasse. Tyggegummiet smager efterhånden som våde sten, og mit flakkende blik falder på et sort-hvidt landkort, henkastet på mit bord. Af en grund, som jeg overhørte, skal disse lande pludselig farvelægges af børn, som for længst droppede tusserne. Alligevel, sidder vi foran en gennemsnitlig mand med rødt hår, tennis sokker og briller, som alvorligt mener, at netop denne øvelse er en del, vi ikke kan være foruden…
…og her sidder jeg så endnu engang – tre år efter til en prøve på en eksamen som i sidste ende skal afgøre, om jeg er blevet dannet. Okay, dén sluger jeg i denne omgang. Ikke at jeg føler, netop dén geografitime gav mig kompetencen til, at kunne fungere i præcis denne sammenhæng. Men som en del af en større sammenhæng må jeg indrømme, at det er sådan, systemet på underlig vis fungerer. Forstår du, indimellem har man med nogle undervisningslektioner ahaoplevelsen af rent faktisk at have lært noget, som er fedt at vide. F.eks. at ens øjne svier i saltvand, fordi vandcellerne i øjets slimhinde trækker sig sammen på grund af diffusion af vand, og ikke fordi man får salt i øjet (…). Men helt generelt, for ikke at blive hængende i detaljerne, synes de endeløse timer at indgå i en sammenhæng under betegnelsen: almen dannelse. Og hvad indebærer denne almene dannelse så?
Det er gratis at oprette en konto