Tabu: en diskussion om døden og sex

Hvad taler vi helst ikke om? Der er mange ting folk ikke vil tale om, fordi de enten har det svært med det eller synes, at det er pinligt.

Der er mange folk, der ikke har

det særligt godt, og føler sig ikke tilpas med at snakke om døden. Selvom, at emnet er meget naturligt og forekommer tit i verdenen, er det stadig svært og underligt at snakke om det. Der er nogle, der mener, at det er hårdt at tale om det, fordi de måske har mistet en kær ven eller et familiemedlem og ikke vil mindes om det. Og for andre er det bare noget man laver sjov med, fordi man regner med, at døden ikke kommer før man er fyldt de 90 år. Døden er noget, der altid har været svært at snakke om. Det var svært og hårdt at snakke om døden dengang, og det er det stadigt. Folk døde dog oftere i gamle dage, men det var stadigt noget man ikke brød sig om. Jeg synes, at døden er noget folk burde tale om noget oftere, da det før eller siden indhenter én. Man skal ikke leve sit liv mens man frygter døden, og gøre alt for at undgå den. For så lever man jo ikke sit liv fuldt ud, men kun halvt. Alle dør jo på et tidspunkt i deres liv. Om det så er få sekunder efter fødslen, eller når man er pension og bor på et plejehjem så, skal man dø på et tidspunkt. Det eneste rigtige at gøre er at acceptere det, og ikke frygte det. Konsekvensen ved ikke at tale om døden er jo, at man måske ikke får fortalt ens nære venner og familie, hvor meget man holder af dem, fordi man ikke tør at sige, man har kræft. En anden ting er, at der er så mange, der bare vil have døden overstået og begår selvmord, fordi de mener, at det er den eneste udvej fra deres problemer. De fortæller for det meste ikke deres forældre om deres selvmordstanker, fordi de tror, at de er ligeglad med om de dør.