Peter gik sig en tur ned af gaden i sit eget nabolag. Det var ved at blive mørkt, men det var ikke særligt koldt. Han havde sneget sig ud gennem vinduet i sit værelse. Da stødte han pludselig på sin bedste ven, Torben. Torben var tre år ældre end Peter, og Peter syntes, at Torben var den sejeste dreng på vejen. Torben sagde til Peter: ”Jeg har købt en hel sæk fyldt med fyrværkeri. Skal vi ikke proppe nogle af de her kanonslag i folks postkasser?” Peter var i tvivl, og sagde til Torben: ”Jeg tror ikke, at det er en særlig god idé. Mine forældre er stadig sure over, dengang jeg smadrede en af fru Hansens vinduer, og de har sagt, at hvis jeg laver sådan noget igen, så får jeg stuearrest i en måned”.
Torben blev irriteret på Peter, og sagde: ”Det bliver sgu da aldrig opdaget, at det var os din idiot. Kom nu med, vi starter med hr. Jensen, det sure svin.” Peter fulgte modstræbende med, men efter at Torben havde sprunget hr. Jensens postkasse i stykker, og Peter havde set Jensen komme ud af huset råbende efter Torben, mens han havde pyjamas på, ville Peter gerne selv prøve. Peter puttede et tændt kanonslag i fru Olsens postkasse, og de to venner skyndte sig at løbe væk. Da hun hørte braget, kom fru Olsen løbende ud, men de havde allerede gemt sig bag en busk. Fru Olsen var helt rød i hovedet, og hun råbte og skreg, mens de to kammerater sad og fnisede, mens adrenalinen pumpede rundt i kroppen på dem begge. Nu løb de hen til den gamle hr. Ottosen, som boede i nummer 11. Peter skulle prøve igen, men netop som han havde tændt kanonslaget, råbte Torben til ham: ”Sådan! Så kan ham den sure gamle idiot fandme lære det!” Peter begyndte at grine, og han tænkte overhovedet ikke på, at han stod med et tændt kanonslag i hånden. To sekunder senere lød der et højt brag.
Det er gratis at oprette en konto