Da Christian 8. i 1848 døde og Frederik 7. arvede tronen, stod det klart for alle, at det var nødvendigt med ændringer i den måde, Danmark blev styret på. Frederik havde levet et mildt sagt udsvævende liv. Han havde med sit vanskelige sind allerede drevet to hustruer til desperation og blev nærmest anset for utilregnelig. Der var enighed om, at Frederik ikke ville være i stand til at påtage sig en enevældskonges ansvar og pligter. På den anden side var Frederik selv ikke ked af at overlade regeringsansvaret til andre. Samtidig med det danske tronskifte gik der en liberal bølge over Europa med opstande i Paris, Berlin og Wien.Tiden var inde til forandringer og i 1849 fik vi grundloven, oftest kaldet junigrundloven(2).
Hvem havde valgret i 1849?
Med junigrundloven af 1849 indførtes lige og almindelig valgret til Folketinget. Det betød i praksis valgret for alle danske uberygtede mænd over 30 år, der havde egen husstand og rådighed over eget bo, altså også husmænd og arbejdere. Udelukket var kvinder, tyende og fattighjælpsmodtagere, eller som det siden blev formuleret: Fruentimmer, Folkehold, Fattige, Fallenter og Fjollede.Til Landstinget fik man også lige og almindelig valgret, men kun indirekte. Det betød at vælgerne valgte et antal valgmænd, som så udpegede landstingsmedlemmerne.Optalt i personer var det frem til 1915 i virkeligheden kun cirka 14 % af befolkningen, der havde stemmeret, og det var kun omkring halvdelen, der udnyttede den. Selv om dette ikke lyder imponerende demokratisk i dag var den danske grundlov af 1849 faktisk én af de mest demokratiske i datidens verden. Kun USA, Frankrig og Schweiz kunne måle sig med Danmark(4,5).
Det er gratis at oprette en konto